"Vores stjålne fremtid" ("Our Stolen Future")

[Anisa]

"Vores stjålne fremtid eller DEN HORMONELLE FORURENINGSFARE" er titlen på en bog jeg fiskede op af bogbunken i ....... et supermarked . Det føltes på mere end en måde "blasfemisk", at man har budt bøgerne som en hvilken som helst anden "vare". Det er ikke denne oplevelse af en bog, jeg voksede op med - så det blev lidt hårdt og jeg følte det, som om jeg burde købe dem alle, blot for at redde alle disse bind fra en skæbne værre end døden.... Fornuften greb dog ind og jeg nøjedes med een tredive stykker læseværdige bøger.

Da jeg så kom hjem, gik jeg ombord i "Vores stjålne fremtid" og samtidigt gik jeg på Nettet, som jeg plejer når jeg får en interessant titel mellem hænderne.

Jeg søgte og søgte..... men der var intet at finde om hverken bogen eller forfatterne på den danske del af Internettet. Ingen omtale, ingen interesse-hjemmesider.... intet...

På den engelsktalende del af Internettet derimod var der masser at finde, når jeg søgte på bogens originaltitel "Our Stolen Future".... meget mystisk.... hvorfor ved man så meget ude i verden og så lidt her hos os, hvor man endda finder en, af verden anerkendte som epokegørende bog - i en rodet bunke i Dansk Supermarked??

[Anisa]

Jeg har være inde og så efter "Vores stjålne fremtid" på Hovedlands hjemmeside.... men ud over titlen, det første forfatternavn (ud af 3 i alt) og prisen - er der fortsat intet at se om bogen... Det står lige så sløjt med lidt mere udførlige boganmeldelser og alt i alt, er der stort set "nada" at finde på dansk...

Jeg vil her gengive bagsideteksten/introduktion til "Vores Stjålne Fremtid" og dernæst den eneste, udførlige anmeldelse jeg har fundet på den danske del af Internettet. Kan ske, at også andre leder efter denne bog og kan finde lige så lidt, som jeg gjorde. Når så Google-indeksrobot kommer forbi her og indekserer indholdet af sitet - vil andre, der evt. søger på det samme, i det mindste kunne finde noget materiale her.....

"Vores Stjålne Fremtid eller DEN HORMONELLE FORURENINGSFARE"

Original titel: "Our Stolen Future"

Forfattere:
Theo Colborn
Dianne Dumanoski
John Peterson Myers

Forord af: Al Gore

ISBN 87-7739-334-1
Sider: 312
Pris: kr. 128,00

Forlaget Hovedland
Elsdyrvej 4
8270 Højbjerg
Danmark
mail@hovedland.dk

Fra bagsiden på omslaget:

Rejsen mod en anden fremtid må begynde med en ny problemafgrænsning. Opgaven går ikke ud på at finde erstatninger for de kemikalier der virker hormonforstyrrende, skader ozonlaget eller forårsager endnu ukendte problemer - selv om det kan vise sig nødvendigt at benytte erstatningsstoffer i en overgangsperiode. Den opgave vi står overfor i det næste halvårhundrede, handler om at tænke systemet forfra.

Da vi i forbindelse med CFC-gassernes udfasning blev tvunget til at genoverveje brugen af opløsningsmidler ved produktion af elektroniske kredsløb, fandt et forskningsprojekt i USA frem til en metode, som gjorde det muligt at elliminere behovet for CFC-gasser og ændre selve loddeprocessen.

Efter denne model må vi tænke ikke bare på vores græsplaner, fødevareindpakning og vaskemidler, men også landbruget, industrien og andre institutionelle ordninger som er en konsekvens af kemialderen.

Vi må finde bedre, sikrere, klogere måder at opfylde grundlæggende menneskelige behov på - og gerne ønsker og begær med. Dette er den eneste, farbare vej ud af "eksperimentet".

"Vores Stjålne Fremtid" er en spændende og i ordets bedste forstand - populærvidenskabelig redegørelse for de alarmerende risci, som de syntetiske tilsætningsstoffer udgør. En naturvidenskabelig krimi, som kan bruges til at fastholde de ansvarlige.....

***

Naturvidenskabens skyggesider - beskrivelse af 'Vores stjålne fremtid'

Bogen omhandler hormonlignende kemikalier i miljøet (fx stofferne DDT og DES) og deres skadelige virkninger på mennesker og dyr. Der gives en analyse af disse stoffer, der udover at beskrive deres kemiske og biologiske egenskaber også fokuserer på deres fordele og skyggesider. Om DDT og DES' fortrinligheder hedder det:

I 1938 havde den britiske fysiker Edward Dodds og hans kolleger meddelt at de havde fremstillet et syntetisk kemikalie der på en eller anden måde fungerede ligesom østrogen i kroppen, og den medicinske verden var meget interesseret. Førende forskere og gynækologer bød det nye menneskeskabte østrogen - det gik under navnet dietylstilbestrol eller DES - velkomment som et vidundermiddel med en mængde potentielle anvendelsesmuligheder. Forskerne begyndte næsten med det samme at give kvinder, der forventede problemer under svangerskabet, DES i den tro at det var for lave østrogenkoncentrationer der var årsag til spontane aborter og for tidlige fødsler. ...

I de følgende årtier udskrev lægerne ikke bare DES for at forebygge spontane aborter, men begyndte også at anbefale det under uproblematiske svangerskaber som om det var et vitamin der kunne gøre det bedre end naturen. Ansete tidsskrifter som "Journal of Obstetrics and Gynecology" bragte reklamer for stoffer. Fx reklamerede Grant Chemical Company i 1957 for brugen af DES til ALLE graviditeter og pralede med at det førte til større og stærkere nyfødte.

DES fik også et stort marked uden for gravide kvinders kreds. Lægerne brugte det i vid udstrækning til at dæmpe mælkeproduktionen efter fødslen, til at dæmpe hedeture og andre overgangssymptomer hos kvinder, og som behandling mod uren hud, prostatakræft og gonorré hos børn - og tilmed som væksthæmmer til piger der var ved at blive for høje efter den fremherskende norm. I mange år delte college-lægeklinikkerne DES ud som "fortrydelsespille". Landmændene brugte også store mængder DES som tilsætning til dyrefoder eller som implantater i dyrenes hals eller ører fordi det fremskyndede kyllingers, køers og andet kvægs opfedning (side 62 i Colborn et al. 1998 ). ...

Ved et interessant sammentræf opdagede den schweiziske kemiker Paul Müller et nyt stærkt pesticid, DDT, samme år som Edward Dodds gjorde DES offentligt kendt, og begge disse syntetiske kemikalier blev tiljublet af offentligheden da de kom frem i 1938. DES blev budt velkommen som et "vidundermiddel", præcis som DDT blev tiljublet som et "mirakelpesticid". Dodds blev adlet for sit arbejde med at fremstille syntetiske kønshormoner, og Müller fik Nobelprisen i 1948.

Her kunne historien have sluttet 'lykkeligt' - og det gjorde den da også i mange år. Heldigvis stopper Colborn et al. ikke her. Store dele af "Vores stjålne fremtid" er helliget analysen af de mulige skyggesider forbundet med hormonlignende stoffer. Pointen er at menneskeskabte hormonforstyrrende stoffer er ganske farlige. Der er fx mange undersøgelser der tyder på at dyre- og menneskefostre der i livmoderen udsættes for et hormonforstyrret miljø kan få alvorlige medfødte deformiteter, helbredsproblemer (fx allergi og andre kroniske lidelser) samt nedsat forplantningsevne: Kemikalier kan føre til misdannelser hos menneskefostre såvel som hos gnavere (side 65 i Colborn et al. 1998 ) og [undersøgelser] tyder på at der også har været forureningsfremkaldt immunundertrykkelse på spil (side 176 i Colborn et al. 1998 ). Colborn et al. mistænker tillige hormonforstyrrelser under svangerskabet for at kunne ændre afkommets mentale færdigheder og adfærd, fx at nedsætte indlæringsevnen og fremme aggressiv adfærd under stress [v]ed at gribe forstyrrende ind i hormonsystemerne og fosterudviklingen er disse syntetiske kemikalier måske ved at gøre os til nogle andre mennesker. Måske er de i færd med at ændre vore skæbner (side 213 i Colborn et al. 1998 ).

Problemet ville være til at håndtere hvis vi blot kunne stoppe med at bruge hormonlignende stoffer, og derved i fremtiden undgå at udsætte vores børn for disse stoffers farlige påvirkning. Dette er desværre ikke muligt. For det første kan vi ikke altid forudsige hvilke stoffer der har en hormonlignende effekt: Tolv år efter disse stoffers fremkomst opdagede forskere ved Syracuse Universitetet at de to kemikalier havde et dybere slægtskab. Selv om DDT var udviklet som insektdræbende middel og ikke med henblik på at fungere som syntetisk hormon, så også dette stof ud til at have østrogeneffekt når man gav det til hanekyllinger: Det feminiserede dem (side 82-83 i Colborn 1998 ).

Ingen ved i dag hvor mange menneskeskabte kemikalier der forstyrrer det hormonale system der findes i miljøet. Det er umuligt at teste de titusindvis af menneskeskabte kemikalier der er frembragt og udspredt på kloden i de sidste 50-60 år. Det er tillige praktisk umuligt at analysere alle vores fødevare - for ikke at tale om al vores drikkevand - for indhold af kendte hormonlignende stoffer (jf. Holten-Andersen 2000).

Igennem det sidste halve århundrede har de samme kemiske laboratorier som fremstillede dette "mirakelpesticid", frembragt en mængde andre syntetiske kemikalier der også kan gribe forstyrrende ind i den hormonale kommunikation. Vi har kun langsomt erkendt denne trussel og forstået at verden er gennemsyret af hormonforstyrrende syntetiske kemikalier. ...

Ligesom DDT var disse syntetiske kemikalier ikke tænkt som lægemidler eller hormonefterlignere. De var af laboratoriernes kemikere tænkt som midler mod insekter der truede afgrøderne, og som nye materialer til produktionen, fx forskellige typer plastic. Uafvidende er kemiingeniørerne imidlertid kommet til at fremstille kemikalier der udgør en risiko for frugtbarheden og de ufødte. Og hvad værre er: Vi har med åbne øjne spredt stofferne ud over hele Jorden (side 95 i Colborn et al. 1998 ).

For det andet er de menneskeskabte hormonlignende stoffer oftest svært nedbrydelige i naturen. De er derfor over tid blevet spredt rundt på hele kloden uden at blive nedbrudt. Stofferne er fedtopløselige og akkumulerer op gennem fødekæden, hvor de hos dyr og mennesker lagres i fedtdepoterne. Koncentrationen af hormonlignende stoffer i fedtet hos dyr placeret højt oppe i fødekæde, fx hos mennesker, er således mange gange højere end den er i det omgivende miljø. Når først svært nedbrydelige kemiske forbindelser er spredt rundt på kloden, kan vi ikke i overkommelig fremtid slippe af med dem. De vil løbende ophobe sig i kroppen hos dyre- og menneskemødre, og påvirke hormonbalancen - og derved muligvis skade fremtidens afkom.

Det er her værd at understrege, at det ikke er den generation der udsættes for de hormonlignende stoffer der rammes hårdest af de skadelige virkninger. Det går værst udover den kommende generation, børnene, idet 'ulykkerne' sker på grund af påvirkninger i livmoderen. Skaderne vil i nogle tilfælde først vise sig når barnet er blevet voksen. Dette gør det særdeles vanskeligt at teste de skadelige virkninger ved kemiske stoffer. Dels vil testningen være meget langvarig, og dels vil den næppe kunne forsvares etisk, idet vi ikke tillader farlige eksperimenter på mennesker.

Også her kunne historien stoppe; og det gør den da også som regel i naturvidenskabelige kredse. Det er imidlertid ikke en naturlov at naturvidenskaben skal stoppe her. Den naturvidenskabsdialektiske analyse går et skridt videre. Den forsøger at forklare hvorfor det er gået så galt, og tørrer ikke bare ansvaret af på de kemikere der tilfældigvis syntetiserede disse skadelige kemikalier. Vi må alle lære af videnskabs- og teknologihistorien, og drage samfunds- og uddannelsesmæssige konklusioner heraf.

Det hormonelle kaos, som Colborn et al. betegner den ovenfor skitserede situation, er opstået som følge af en række faktorer. Først og fremmest var efterkrigstiden præget af en næsten blind tillid til videnskab og teknologi. Man mente at verdens problemer kunne løses med tekniske fix og alle, fra læger til landmænd, var hurtige til at tage nye mirakelteknikker til sig (side 62 i Colborn et al. 1998 ). Generelt set havde man tillid til teknikken som problemløser, hvorfor det syntes irrationelt ikke at høste frugterne af den nye teknologi. I dag florerer der - i visse kredse - heldigvis et andet og mere nuanceret syn på teknologiens rolle i samfundet. Fx medgiver mange i dag at teknologien kan løse nogle af verdens problemer, men samtidigt erkendes det at teknologien også er en risikoskaber (Beck 1992 / 1986).

En anden medvirkende årsag til at det har kunnet gå så galt, er at der har stået - og stadigvæk står - økonomiske interesser på spil når det drejer sig om hormonallignende kemikalier. Medicinalvirksomheder og anden industri har haft økonomiske interesser i at påpege at de skadelige virkninger af de menneskeskabte hormonlignende stoffer ikke er 'videnskabeligt bevist'. Forlanger man definitive "beviser" før man vil afsige en dom, vil man med sikkerhed komme til at vente evigt. I virkelighedens verden hvor mennesker og dyr er udsat for forurening fra dusinvis af kemikalier der måske virker sammen eller sommetider modvirker hinanden, og hvor tidsmæssige forhold kan spille en lige så stor rolle som mængdemæssige, vil en sådan pæn og ordentlig årsags-virkningssammenhæng være et uopnåeligt ideal.

Tobaksindustrien benyttede sig af uopnåenlige argumenter om mangel på beviselige årsags-virkningssammenhænge mellem rygning og lungekræft hos mennesker mens man udmærket vidste at det er umuligt at fremskaffe sådanne beviser uden at underkaste mennesker laboratorieforsøg (side 212 i Colborn et at. 1998 ).

Herved har industrien kunne sælge mistænkelige produkter i længere tid (og dermed tjene flere penge), ligesom man har undgået en række erstatningsretssager (og således sparet penge). For at imødekomme sådanne argumenter synes et nyt vidensbegreb nødvendigt, der formår at håndtere komplekse naturfænomener. Den 'traditionelle' kausale vidensforståelse er ikke tilstrækkelig.

Endelig har rigiditet inden for den videnskabelige verden spillet en vægtig rolle. Dels har den grundlæggende antagelse: at genetik er skæbne, og at man kan forklare hvad som helst - fra kræft til homoseksualitet - hvis man lokaliserer de relevante gener (side 43 i Colborn et al. 1998 ) været meget udbredt og vanskelig at ændre. Dels sætter vi næste lighedstegn mellem kræftfremkaldende og kemikalier. Det er en vane der er så indgroet at vi ikke engang erkender den begrebsmæssige identitet der har domineret al vores tænkning angående kemikalier. Igennem de sidste tre årtier er ordene "giftige kemikalier" blevet næsten synonyme med kræft, ikke kun i offentlighedens bevidsthed, men også for forskere og tilsynsmyndigheder (side 32 i Colborn et al. 1998 ).

Konsekvensen er at vi vender det døve øre til vigtig ny viden om ikke-kræftfremkaldende kemiske stoffers skadelige virkninger: Der hersker en stærk tendens - som vi er stødt på igen og igen i denne historie - til at overse vigtige nye opdagelser som ikke passer ind i den herskende forståelse af hvordan tingene fungerer, hvad der er af betydning. Med andre ord en stærk tendens til at vende det døve øre til [resultater der peger på at kemiske stoffer kan være farlige, uden at være kræftfremkaldende eller direkte dødelige] (side 214 i Colborn et al. 1998 ).

Denne rigiditet er måske endnu mere udbredt blandt repræsentanter for de fonde og offentlige forskningskasser der financierer forskning i skadelige virkninger af diverse kemikalier. Forskningskasserne er ikke meget for at finansiere forskning der søger at finde nye mønstre i den kolossale mængde af videnskabelig vide der er produceret særligt efter 2. verdenskrig, og som således - ligesom "Vores stjålne fremtid" - har forskningsartikler og -resultater som forskningsobjekt (side 126 i Colborn et al. 1998 ).

Referencer:

Beck, Ulrik (1992): "Risk Society: Towards a New Modernity", SAGE Publications. Udkom på tysk i 1986.

Colborn, Theo, Dumanoski, Dianne og Myers, John Peterson (1998 ): "Vores stjålne fremtid eller den hormonale forureningsfare - En naturvidenskabelig krimi", Hovedland.

Holten-Andersen, John (2000): "Forskningens rolle i samfundet" i "Hvad er der sket med fisken?" redigeret af Dorte Skovgård og Pernille Kaltoft, Multivers.

Kilde: http://www.fagets-videnskabsteori.dk...side/mere.html (nu et "dødt" link/red.)

[Anisa]

Forord af: Al Gore

Sidste år skrev jeg forord til jubilæumsudgaven i trediveåret for Rachel Carsons klassiske bog "Det tavse forår" **. Dengang anede jeg ikke at jeg så snart skulle komme til at skrive forord til en anden bog, der på mange måder kan betragtes som en fortsættelse til denne.

Takket være Rachels Carsons nødråb fik vi udviklet nye og livsvigtige mekanismer til beskyttelse af den amerikanske offentlighed. Nu rejser "Vores Stjålne Fremtid" andre spørgsmål af lige så grundlæggende karakter, som dem Carson rejste for tredive år siden - spørgsmål vi nødvendigvis må have svar på.

"Det tavse forår" var en veltalende og indtrængende advarsel om de farer de menneskeskabte pesticider førte med sig. Carson beskrev ikke blot hvordan persistente kemikalier forurenede naturen, men hun dokumenterede samtidigt at disse kemikalier var i færd med at ophobes i vore kroppe. Siden har undersøgelser af modermælk og kropsfedt bekræftet at vi påvirkes. mennesker på så fjerne steder so, Baffin Island i det allernordligste Canada har nu målelige mængder af persistente, syntetiske stoffer som PCB, DDT og dioxin. Og hvad værre er, mødrene videregiver denne kemiske arv til næste generation, i moders liv og gennem modermælken.

Som Carson advarende viste i en af sine tabeller, er denne forurening at betragte som et eksperiment uden fortilfælde: "Vi udsætter hele befolkninger for kemikalier, som vi fra dyreforsøg ved, er ekstremt giftige, og som i mange tilfælde har kumulativ effekt. Vi mennesker udsættes for disse stoffer lige fra fødslen, om ikke før, og hvis vi ikke lægger vores produktionsmetoder om, vil påvirkningen fortsætte hele den nulevende menneskeheds liv igennem. Ingen ved, hvad resultatet bliver, for vi har ingen erfaring at trække på."

Først nu begynder vi forstå konsekvenserne af denne forurening. "Vores Stjålne Fremtid" tager fat, hvor Carson slap, og gennemgår et stort og konstant voksende naturvidenskabeligt materiale, der sætter syntetiske kemikalier i forbindelse med afvigende seksualudvikling og adfærds- og forplantningsproblemer. Selv om en stor del af de resultater disse videnskabelige undersøgelser når frem til gælder dyr og miljø, siger de noget vigtigt også om den menneskelige sundhed.

For ti år siden gav ozonhullet os på chokerende vis sikkerhed for CFC-gassernes atmosfæriske virkninger. Sidste år meddelte forskerne at menneskelig aktivitet er i færd med at forandre Jordens klima. I dag påpeger raporter i førende lægetidsskrifter de hormonforstyrrende kemikaliers ildevarslende indflydelse på vores frugtbarhed - eller med andre ord - på vores børn.

"Vores Stjålne Fremtid" giver en levende og læseværdig redegørelse for den nye naturvidenskabelige forskning i hvordan en lang række af menneskeskabte kemikalier, forstyrrer de fintmærkende horminale systemer. Disse systemer spiller en afgørende rolle for processer som mennesktes seksualudvikling, adfærd og intelligens samt immunsystemets funktioner.

Selv om forskerne først lige er begyndt at interessere sig nærmere for disse undersøgelsesresultaters konsekvenser, har allerede gennemførte undersøgelser af mennesker og dyr påvist sammenhænge mellem kemikalierne og en mængde af forskellige problemer - faldende sædkvalitet, barnløshed, deforme kørnsorganer, hormonalt udløste kræftsygdomme - f.eks. i bryst og prostata - neurologiske forstyrrelser som hyperaktivitet og manglende koncentrationsevne hos børn, samt udviklingsmæssige og forplantningsmæssige problemer hos dyr.

Den videnskabelige argumentation er stadig i sin vorden, og vores forståelse af truslens karakter og rækkevidde vil selvsagt udvikle sig yderligere efterhånden som forskningen skrider frem. Og eftersom industrikemikalierne nu udgør en vigtig sektor af den globale økonomi, vil enhver antydning af at disse stoffer giver anledning til alvorlige økologiske eller menneskelige sundhedsproblemer, nødvendigvis føre til kontroverser. det står immidlertid klart, at den videnskabelige forskning der ligger bag "Vores Stjålne Fremtid", rejser tvingende og påtrængende spørgsmål som kræver et svar.

USA`s National Academy og Sciences har, som reaktion å de foruroligende kendsgerninger, nedsat en ekspertpanel til at vurdere truslen. Derme er et vigtigt første skridt taget. Vi må desuden forøge forskningsindsatsen for at få mere at vide om hvordan disse kemikaliers skadevirkninger opstår, for at få opklaret hvor mange andre kemikalier besidder tilsvarende egenskaber, og for at finde ud af, i hvilken idstrækning vi og vores børn er truet. Vi har behov for en bedre forståelse af de ofte usynlige skader - kemikalierne fovolder. Vi må fnde ud af, om der findes metoder til at undgå, at nogle bliver født med skader og udviklingsforstyrrelser, som følge af hormonalt aktive stoffer. Vi må forske mere i sammenhængen mellem virkninger på mennesker og dyr.

Vi kan aldrig opbygge et samfund der er fuldstændigt risikofrit. Men samfundsborgere har i det mindste ret til at vide, hvilke stoffer deres børn udsættes for, samt til at vide alt, hvad videnskaben har at fortælle os om farerne herved.

Det er nu indlysende, at vi ventede for længe med at stille de rigtige spørgsmål om de CFC-gasser, der viste sig at nedbryde ozonlaget, og at vi stadig er for langsomme til at gøre noget alvorligt ved truslen om klimaforandringen. Og vi var i hvert fald ikke hurtige nok til at stille de rigtige spørgsmål om PCB, DDT og andre kemikalier som nu er forbudt, men engang udgjorde en alvorlig fare for den menneskelige sundhed.

"Vores Stjålne Fremtid" er en bog af stor betydning. Den tvinger os til at stille nye spørgsmål om de syntetiske stoffer som vi har spredt ud over Jorden. For vores børns og børnebørns skyld må vi hurtigst muligt søge svarene. Vi har alle en ret til at kende dem og en forpligtelse til at lære nyt.

Al Gore, d. 22. januar 1996

[Anisa]

Sidste år skrev jeg forord til jubilæumsudgaven i trediveåret for Rachel Carsons klassiske bog "Det tavse forår" **. Dengang anede jeg ikke at jeg så snart skulle komme til at skrive forord til en anden bog, der på mange måder kan betragtes som en fortsættelse til denne.

"Det tavse forår"
Af Rachel Carson
Gyldendal 1963
Original tiltel: "Silent Spring" (1962)


Biologen Rachel Carson (1907-1964) skrev i 1962 bogen "Silent Spring" (1962), hvori hun offentliggjorde sine naturvidenskablige undersøgelser om farerne ved brug af kemiske pesticider. Rachel Carson tilskrives ofte æren for at have katalyseret den moderne miljøbevægelse med sit ønske om, at landbruget, industrien og regeringen skulle se naturen på en anderledes måde.

Silent Spring - det tavse forår - er foråret uden fuglesang i et USA, hvor omfattende sprøjtning mod myg og andre insekter med vidundermidlet DDT også havde dræbt en masse andre dyr. Carson forklarede, hvordan det altid er de stærkeste insekter, der overlever, så der altid vil være behov for stærkere gifte, og at DDT - selvom der var svage koncentrationer i floder Pesticiderog jorde - ophobede sig gennem fødekæden - fra plankton til fisk til fugle osv.

Hendes budskab om, at mennesker aldrig vil kunne opnå fuld kontrol med naturen, eller udrydde arter vi ikke kan lide uden voldsomme sideeffekter, fik meget stor opmærksomhed i 60erne. Carson advokerede for en integrereret naturforståelse med minimalt brug af kemikalier kombineret med biologiske og kulturelle kontrolforanstaltninger - og introducerede dermed økologi-begrebet i den almene debat.

En tegneserie med Rachel Carson kan læses her.

Kilde: Biotik.dk

***

Om miljøbevidsthed

Af Jakob Wolf

Fænomenet miljøbevidsthed er af forholdsvis ny dato. Det er godt 30 år gammelt. Man kan sige, at Rachel Carsons bog, "Det tavse forår" fra 1960 introducerer miljøbevidstheden. Det er karakteristisk for Rachel Carson, at hun var naturvidenskabsmand, hun var biolog, og hendes bog er et naturvidenskabeligt værk. Den er en videnskabelig biologisk undersøgelse af sammenhængen mellem brugen af pesticider, især DDT, og fugles sterilitet. Men det er ligeså karakteristisk, at bogen indirekte retter en kritik mod den kun naturvidenskabelige, objektiverende indstilling til sit emne. Den formidler ikke kun videnskabelig indsigt, den formidler også den holdning, at ødelæggelsen af fuglene og deres sang er en etisk uhyrlighed. Over for truslen om at være årsag til et tavst forår, et forår uden fuglesang, bliver vi bevidste om vores etiske forhold til fuglene.

Ordet miljøbevidsthed er etisk ladet. Miljøbevidsthed betyder ikke blot at have viden om miljøet. Det betyder også, at vi har et etisk ansvar for miljøet. Og det er først og fremmest det, der har karakteriseret den økologiske bevidstgørelse, vi har været ude for de sidste 30 år. Også før den økologiske bevidstheds opkomst havde vi en enorm viden om naturen og miljøet. Der fandtes mange videnskaber, der lå inde med en meget omfattende viden om naturen. Alligevel havde vi ingen miljøbevidsthed. Den økologiske bevægelse er først og fremmest udtryk for et etisk-filosofisk bevidsthedsskred og ikke for en øget viden om naturen. Og dette bevidsthedsskred har at gøre med et opgør med det objektiverende syn på naturen.

Resten af artiklen kan læses på: http://pub.uvm.dk/1998/groenini/1.htm

[Sonja Midtlien]

Da jeg så kom hjem, gik jeg ombord i "Vores stjålne fremtid" og samtidigt gik jeg på Nettet, som jeg plejer når jeg får en interessant titel mellem hænderne.

Jeg søgte og søgte..... men der var intet at finde om hverken bogen eller forfatterne på den danske del af Internettet. Ingen omtale, ingen interesse-hjemmesider.... intet...

På den engelsktalende del af Internettet derimod var der masser at finde, når jeg søgte på bogens originaltitel "Our Stolen Future".... meget mystisk.... hvorfor ved man så meget ude i verden og så lidt her hos os, hvor man endda finder en, af verden anerkendte som epokegørende bog - i en rodet bunke i Dansk Supermarked??

Jeg fant denne bloggen da jeg søkte på tittelen på Google på norsk, "Vår stjålne fremtid". Men det var ikke så mye annet.