Hormonel reaktion på (over)træning

[Anisa]

Hormonel reaktion på (over)træning

Hormoner er kemiske budbringere der bærer bestemte signaler til bestemte organer eller systemer i kroppen. Hormoner produceres i forskellige signal-centraler strategisk placeret rundt om i kroppen. Disse "centraler" er hormonkirtler.

Hypothalamus er det organ/kirtel, der er pålagt kontrol over kroppens mange hormonale funktioner. Hypothalamus er en afgørende kommandocentral i hjernen og den er konstant involveret i en række fysiologiske, biologiske (og psykiske) processer gennem direkte reaktioner på eksterne stimuli, såsom varme, et behov for større blodvolumen, eller en reaktion på stress (eller over-træning) m.fl.

Den vigtigste af kirtler, der kontrolleres af hypothalamus er hypofysen. Hypofysen fungerer både som en generator af hormoner til specielle fysiske og kemiske funktioner og - hypofysen regulerer andre kirtlers produktion af hormoner, der efterfølgende regulerer kroppens funktioner. Disse hormoner er beregnet til at udløse en hurtig respons i kroppens bestemte systemer, disse hormoner får til at handle på en bestemt måde. Når hormonerne produceres i en kirtel udskilles de direkte i blodbanen og transporteres til det ønskede organ, system eller andre hormonkirtler.

Træning/motion har en gennemgribende effekt på på funktion af en række kirtler ved at frigøre bestemte hormoner og deres tilsvarende virkning på en række systemer de har "ansvar" for.

Den førende kirtel, der reagerer på motion/træning er hypofysen. Hypofysen producerer og frigiver en række forskellige hormoner til forskellige formål, hvoraf det menneskelige væksthormon (HGH) er den vigtigste. Træning og motion vil via hypofysen udløse syntese og frigivelse af humant væksthormon til at stimulere udvikling af knogler, muskler og bindevæv. Hypofysen regulerer også funktionen af to andre kirtler, hvis hormoner er frigivet som nødvendig respons på fysisk anstrengelse - skjoldbruskkirtlen og binyrerne.

Skjoldbruskkirtel er placeret i bunden af halsen. Når skjoldbruskkirtel stimuleres af hypofysen vil den producere to forskellige hormoner: triiodothyronin (T3) og thyroxin (T4). Disse hormoner er ansvarlige for at øge aktivitetsniveauet i de systemer der er væsentlige for kroppens fysiske ydeevne. Den stimulerende effekt på skjoldbruskkirtlens syntese af T3 og T4 og deres frigivelse i blodbanen skaber tilsvarende respons: stigning i hjertefrekvens og blodtryk i det kardiovaskulære system. Disse hormoner vil også påvirke kroppens termostatregulering, især med hensyn til kropstemperatur under anstrengelse.

Thyreoideahormoner løfter også niveauet for årvågenhed via hjernen og centralnervesystemet, under fysisk træning/motion. Begreberne "koncentration" og "reaktionstid" bliver tilpasset så kroppen kan følge med i enhver forøgelse eller fald af den fysiske aktivitet.

Binyrerne er en tvedelt kirtel, med to dele, der ligger oven på hver nyre. Binyrerne producerer en række hormoner som reaktion på stimulans fra hypofysen via hormonet adrenocorticotropin (ACTH), som "beordrer" binyrerne til at gribe ind.

De tre hormoner der spiller hovedrollen i kroppens respons på træning/motion er cortisol, aldosteron og adrenalin.

Cortisol tilhører en gruppe stoffer kaldet glukokortikoider. Cortisol har en række funktioner, når den frigives i blodbanen: det øger blodtrykket i kardiovaskulære system, det udløser en stigning af glukose i blodet, og det virker antiinflammatorisk i forbindelse med heling af celleskader, enhver træning/motion forårsager mere eller mindre.

Det andet anstrengelsesudløst binyrehormon er aldosteron, der responderer på forventet dehydrering, gennem sin virkning på nyrefunktion. Aldosteron får nyrerne for at øge natrium-og væskeretention (tilbageholder væske i kroppen) som følge af et signal, der først sendes fra hypothalamus, der "overvåger" kroppens samlede væske-beholdning. Aldosteron vil derfor hæmme urinmængden og frigive større mængder kalium i det renale system (nyrerne).

Tørsten som respons på væskebehov melder sig først med en forsinkelse via kemisk regulerings-overvågning varetaget af hypothalamus og den dertil knyttet respons fra andre kirtler. Det betyder, at stod det alene til vores egen fornemmelse af tørst, ville vi forlængst (f.eks. under træning) været betydeligt dehydrerede, hvis det ikke var for aldosteronets proaktive reaktion på en forventet væskemangel.

Det tredje vigtige binyrehormon er adrenalin. Binyrerne producerer adrenalin når kroppen (gennem hypothalamus), konstaterer en tilstand af (over)spændning eller "fare" (tolket som behov for selvforsvar). Denne funktion af adrenalin er ofte beskrevet som "kæmp eller flygt"-mekanisme. Adrenalin er en stimulans, der ligner efedrin i sin kemiske opbygning. Frigivelsen af adrenalin har direkte effekt på både intensitet og hyppigheden af sammentrækninger i hjertemusklen. Derudover fremskynder adrenalin omdannelsen af det lagrede glykogen til glukose, med efterfølgende konvertering til muskelenergi.

Erythropoietin (EPO) er et proteinhormon, der produceres i nyrerne, når kroppen sanser, at niveauet af de disponible erytrocytter (røde blodlegemer) er for lavt til at kunne magte transporten af ilt og næringsstoffer, der kræves til produktion af energi, navnlig gennem den aerobe energisystem. ("Aerobe" = biologiske processer, som kun kan foregå, når der er fri ilt til stede).

Kilde: World of Sports Science

triiodothyronin (T3) og thyroxin (T4). Disse hormoner er ansvarlige for at øge aktivitetsniveauet i de systemer der er væsentlige for kroppens fysiske ydeevne.

Den stimulerende effekt på skjoldbruskkirtlens syntese af T3 og T4 og deres frigivelse i blodbanen skaber tilsvarende respons: stigning i hjertefrekvens og blodtryk i det kardiovaskulære system. Disse hormoner vil også påvirke kroppens termostatregulering, især med hensyn til kropstemperatur under anstrengelse.

Thyreoideahormoner løfter også niveauet for årvågenhed via hjernen og centralnervesystemet, under fysisk træning/motion. Begreberne "koncentration" og "reaktionstid" bliver tilpasset så kroppen kan følge med i enhver forøgelse eller fald af den fysiske aktivitet.

Jeg vil gå så langt som til at sige, at dem med nedsat thyreoidea-funktion og medicineret på en fast medicindose (fast = ufleksibel i forhold til kroppens behov ind the real time) og som vitterlig tror, at de kan træne lige så ofte, lige så længe ad gangen og lige så hårdt som det passer dem, de er ikke rigtig kloge!

Det svarer til at tvinge en bil op i 150-200 km/time i..... tredje gear! Gad vide hvor længe den motor vil holde....

De vil på sigt køre deres binyrer døde (hypoadreni) og ødelægge det, i forvejen (op)slidende hormon-feedback, kroppen hele tiden forsøger at kompensere for hormonmangler med. Hypothyreose, hypogonadisme og hypoadreni er en coctail fra helvede, der får hypothyreose til at føles som en ferie, i sammenligning.

[Kevlin]

Erythropoietin (EPO) er et proteinhormon, der produceres i nyrerne, når kroppen sanser, at niveauet af de disponible erytrocytter (røde blodlegemer) er for lavt til at kunne magte transporten af ilt og næringsstoffer, der kræves til produktion af energi, navnlig gennem den aerobe energisystem. ("Aerobe" = biologiske processer, som kun kan foregå, når der er fri ilt til stede).

Kilde: World of Sports Science

Jeg vil gå så langt som til at sige, at dem med nedsat thyreoidea-funktion og medicineret på en fast medicindose (fast = ufleksibel i forhold til kroppens behov ind the real time) og som vitterlig tror, at de kan træne lige så meget og lige så hårdt som det passer dem, de er ikke rigtig kloge!

De vil på sigt køre deres binyrer døde (hypoadreni) og ødelægge det, i forvejen (op)slidende hormon-feedback, kroppen hele tiden forsøger at kompensere for hormonmangler med.

Kjære Anisa

Med den informasjonen krympet du min dårlige samvittighet og skamfølelse betraktelig fra :arrow:

Du legger jo også ofte ved linker - og det er så bra for da kan man ta utskrifter og gi til lege -
eller hvem det nå måtte være som stiller seg uforstående til fravær av energi mmm


pssst: hva er "ilt" ?

[Lisa61]

Hei Anisa!

Dette har jeg erfart til gangs! Tidligere var jeg flink til å stå opp halv seks om morgenen (!) for å ta en rask halvtimes tur i skogen før jobben. Dette gikk fint inntil for snart tre år siden da jeg plutselig våknet fullstendig utkjørt etter at jeg hadde hatt en rask tur dagen før. Jeg var da like så nedkjørt som jeg var før jeg startet opp med Levaxin. Jeg økte da Levaxin-dosen og etter et par måneders tid var jeg i relativt god form igjen og satte meg da på ergometersykkel om morgenen. Det klarte jeg i to-tre dager, da var det full stans igjen. Så var det doseøkning osv. osv. inntil jeg skjønte at jeg kunne faktisk ikke mosjonere slik at jeg ble sliten. Jeg trodde at problemet skulle forsvinne da jeg begynte med Armour, men det gjorde det dessverre ikke. Jeg antar nå at problemet ligger i binyrene og jeg smører meg nå med Hydrokortisonkrem og håper dette ordner etter hvert.

Kroppen er en komplisert ting

mvh
Lisa

[Anisa]

Kroppen er en komplisert ting

Det er netop fuldstændig korrekt, Lisa Jeg bliver sådan syg om hjertet, når jeg hører eller læser om alle "heltene" med hypothyreose, der driver den frem på viljestyrken indtil... det går galt. De kan også finde på at råde andre syge til at (hårdt) træne sig stærke og slanke... Denne mangel på respekt for denne sygdom synes at være fælles med lægernes, når det kommer til stykket (i denne sammenhæng). Helt utroligt vi gør det, når vi (på den anden side) ved, hvor svært det er at "få lægen til at forstå...", alt imens mange af os gør det samme: forstår ikke engang os selv og ej heller forstår de deres egen sygdom....

Nu er en en rask halvtimes tur i skogen eller en halvtime på ergometersykkel ikke det helt store, vel? Så du kommer dig nok, Lisa.

Med den informasjonen krympet du min dårlige samvittighet og skamfølelse betraktelig fra :arrow:

Hvorfor skulle DU (kærhjerte) have dårlig samvittighed og skamfølelse????

pssst: hva er "ilt" ?

Psssst: oxygen. ()

[Anisa]

Du legger jo også ofte ved linker - og det er så bra for da kan man ta utskrifter og gi til lege -
eller hvem det nå måtte være som stiller seg uforstående til fravær av energi mmm

Et par links til:

• Adrenal Fatigue & Overtraining - Exercising Too Much Effects Cortisol Levels
• Training To Failure: A Look Inside

Spændende tråd på et bodybuilder(?)forum: http://anabolicminds.com/forum/male-...n-adrenal.html

I det hele taget er jeg SÅ overrasket over, at der er SÅ mange advarsler mod at udvikle binyretræthed på SÅ mange "sports-foraer", som tilfældet er. Der er også skrevet bøger om korrelationen mellem træning og det endokrine system. F.eks. Sports endocrinology, eller THE ENDOCRINE SYSTEM IN SPORTS AND EXERCISE, eller Exercise and sport science og mange flere.

[Hansen]

Når jeg leser sånnt, ser jeg jo at det er revet ut av den store sammenhengen.
Men det er jo korrekt det som står der.
Vi har mistet en vesentlig kroppsfunksjon og prøver å erstatte deler av denne, enten med kunstige delvise hormonhermere eller med fremmede hormoner fra dyr - uten kroppens regulerte tilpassing av disse.
Og det går ikke helt bra.......

Jeg merket det godt, men forsto ikke hvorfor - og det gjorde ikke legene heller. De trodde det var noe psykisk og hypokonderforklarte meg.
Tenk - jeg tillot meg å beklage meg over at kroppen ikke lenger tålte å trene 1000 timer i året - og lot til å fortviles over at jeg måtte redusere til under 500.
Og den vurderingen gjøres av en lege som mener at trim er å strekke seg etter en fet Fransk ostebit laaangt inne på salongbordet mens man holder rødvinsglasset høyt hevet.
Så er det sånn at det er legens mening som teller - ikke min.
Det er ikke alle som uttaler seg har rett......

Men, den store sammenhengen.....
Trening er en periodevis affære. Meningen - teorien bak fenomenet er at man ved å anstrenge seg ut over det man ellers gjør i korte perioder - og VENTE til man har restituert seg med å gjøre det igjen - vil få en sterkere motor til å klare brasene som oppstår mellom treningene.

Vi kommer etter min mening ikke forbi at dette gjelder ALLE mennesker.
Alle friske, handikappede - og hypothyreote.

Det man ser ut til å misforstå, er det helt grunnleggende i all trening : Tidspunktet for neste trening.
Man kan ikke trene før kroppen er klar til det. Det vil resultere i overtrening, som resulterer i det motsatte av det man vil oppnå med trening.
Man kan ikke ta eksempler fra de som trener galt, og gjøre det gjeldende for de som trener riktig !

Resitusjon er et nøkkelord i all trening.
Det er ikke bare å sette igang å løpe - anstrengelsen skal tilpasses DIN kropp - enten du er frisk eller har hypothyreose. Og vi vet jo at den anabole fase tar mye lengere tid for oss. Det er åpenbart at man kan ikke trene hver dag hvis man ikke er restituert.
Og mange av oss - iallfall de av oss hvor behandlingen vi bruker ikke har full effekt, kan ikke trene hver dag. Kanskje heller ikke annenhver dag.
Vi bør heller ikke ta så mange drag som før, bør heller ikke ta dragne så langt ut som før - og så videre. Kankje holder det å følge grunntreningens prinsipper ?

Det jeg reagerer på, er at man kan få det intrykk at trening ikke er bra for oss - dårlig behandlede hypothyreote. For det er bra for alle å trene - også for oss.
Men vi må følge prinisppene - og det er helt sikkert også viktigere for oss enn for andre.

[Anisa]

Forresten læste jeg i går, at når den binyretrætte krop overtræner, fastholdes udsondringen af adrenalin i op til 6 timer efter endt træning. Det kunne forklare klager over hjertebank og høj puls "lang tid" efter træningen.

Det jeg reagerer på, er at man kan få det intrykk at trening ikke er bra for oss - dårlig behandlede hypothyreote. For det er bra for alle å trene - også for oss.

Om det er godt eller skidt for os, afhænger ene og alene af den enkeltes egen trænetrang og hvorvidt den enkelte ligger under for denne trang. Dem, der er afhængige af at træne har brug for endorfin-fix hver dag. De har ikke tid til at vente på at deres krop er kommet sig efter sidste gang.... Hvis du (n`Finn) nærlæser de fleste af indlæg (i emnet) her på forummet, hvor folk spørger om træning - hvordan og hvorledes.... får du næsten aldrig respons på dine advarsler om ikke at genoptage træningen før restitutionen er fuldført. De vil ganske enkelt ikke "høre" fordi endorfinerne giver dem en slags daglig "oase" midt i hypothyreosens slaphed og det opgiver man ikke så let.

Ikke alene opgiver man ikke så let, men man også sørger for at retfærdiggøre sig selv gennem at give andre "gode råd" og peptalk: træn, træn, træn, så skal du nok blive lykkelig. Sådanne eksempler var der faktisk en del af her på forummet, og meget af det de skrev fik hypothyreoter som Kevlin til at have dårlig samvittighed og skamme sig over ikke at orke at træne "nu det er altså så godt og så rigtigt at gøre".

Der er ikke nogen vits for disse endorfinister at træne ½ -1 time hver anden eller tredje, eller fjerde dag, vel? Så længe kan man ikke vente på at kroppen restituerer i sit eget tempo, fordi endorfinerne skal helst fixes hver dag. Og set i denne sammenhæng, er det bedre at "skræmme" (nye) folk fra at ødelægge dem selv, end at blive ved, som du jo gør og har gjort det et tusinde gange: at forklare om nødvendigheden af restitution, hvorefter de.... galoperer til træningscentret alligevel, bliver "lykkelige" i timerne derefter og dagen efter er de halvdøde af slid og.... alligevel går turen til træningscentret igen. Det er denne type hypothyreoter, der uden omsvøb bør have en klokkeklar besked om konsekvenserne, først og fremmest for at advare andre.

Men frem for alt, som allerede bemærket: bør og skal alle andre skærmes for forhelligelse af uhæmmet træning når det i virkeligheden handler om at opnå et endorfinrus, helst hver dag.

Jeg kan selv se, at det jeg skriver lyder hårdt, men det er ikke værre end at foregøgle andre at træning er vejen til helse og velvær for alle. For os gælder det kun under den forudsætning, et vi respekterer vores sygdom og restituerer længe nok mellem træningerne.

[Anne Ma]

Jeg tenker at alle har godt av bevegelse. Trening i ordets vanlige bruk er ikke bra for mange, men å gå på tur og være ute i lys tror jeg er bra for alle. Selv om det bare er 15 minutter hvis man er for dårlig. Jeg lever jo med ME og Hypo, og jeg har ingen mulighet til å trene 5 dager i uken slik jeg gjorde før jeg ble syk. Men jeg holder fast på at det er til mitt beste om jeg kan få trent litt. Selv om jeg ikke har mulighet til å intensitets trene slik jeg brukte å gjøre, så tror jeg det er viktig å ta vare på musklemassen opp i det hele. Og det selv om det koster mye til tider! Bevegelse virker godt på smerter for det holder kroppen fleksibel. Så om man tar en rusle tur et par tre ganger i uken, så tror jeg at det vil i det lange løp bli til gevinst for alle og en hver.

Og selvsagt skal man droppe all trening om man er alt for dårlig Det er jo logisk

[Vigdis]

Og jeg antar at dette du skriver Anisa, også kan videreføres til generell pressing av kroppen? Overarbeidet, overstresset. Presse seg litt til. Og litt til, og litt til. For det gjør jo alle i dette samfunnet vi lever i. Jeg er jo i en fase hvor jeg er delvis sykmeldt på grunn av binyrene. Og jeg kjenner så godt at jeg klarer ikke ha for mange ting på agendaen hver dag! Det er umulig! Jeg må bedrive restituering mange ganger gjennom hele dagen. Gi meg selv små røykepauser. Jeg røyker ikke, det er mer billedlig for å understreke suget etter pause, som røykeren kjenner suget etter en blås!

Og hvor lenge den situasjonen jeg er i nå, vil vare, det vet jeg jo ikke! Kanskje vil jeg ha dette behovet for å ile langsomt resten av livet? Trene rolig, jobbe korte og rolige økter med hvilestund etterpå, ikke gå rett fra en aktivitet til en annen. Akkurat nå er livet mitt sånn. Og med en gang jeg går utenfor denne balansen mellom aktivitet og hvile, sier kroppen klart og tydelig fra: jeg får søvnvansker, jeg skjelver og rister, jeg klarer ikke konsentrere meg, skriveleifene går fra noen til å være nesten overalt, kort sagt, jeg er utslitt! Og må betale for det dagen etter.

Det er det med å lese kartet ut fra det landskapet vi ferdes i. Og landskapet har endret seg. Hypokroppen er under et voldsomt press.

Vi må lære å nyte annerledes. Ikke bli lei oss for at vi ikke klarer å trene som før. Jeg må innrømme at jeg blir lei meg av og til for det! Men heller forsøke å glede oss over det som faller på plass og blir gjort, tross alt. Nyte det som er. Glede oss over den vi er nå, om det er mulig. En eller annen,, tror der var miljøkjemperen Damman, snakket om å studere myggen i Norge i stedet for elefanten i Afrika. Det er kanskje noe med det, være der du er. Kanskje det er noe nytt å se, oppleve, føle, tross alt?

[Anne Ma]

Helt enig med deg i å nyte livet anderledes Vigdis