Skal man le eller gråte

[Trude]

Så fint at du er på vei opp

Jeg var jo ganske så bra i noen mnd her og kom meg ut og gjorde ting, jeg kommer meg ut nå også dersom det er noe jeg liker som feks womens coffemorning her hvor vi er en hel haug damer fra hele verden som kommer sammen og skravler, det er utrolig slitsomt for meg men det eneste holdepunktet jeg har for å føle at jeg er en del av verden jeg også;-) Så er det crunch på fredager for datteren min der de har lunch og forming med andre barn mens jeg sitter og skravler med de andre foreldrene. Ellers får jeg meg ikke til å gjøre noe spesiellt, nå har jeg fått støvsuget, vasket badene og tørket litt støv. Skulle jo i butikken men det blir det selvfølgelig ikke noe av, sendte heller guttungen for å kjøpe det viktigste, så blir det å bestille middag og sofaen resten av kvelden (med gumsing av godis selv om jeg vet jeg ikke burde men det er den eneste trøsten jeg har akkurat nå).

[Jeanette Ws.]

[I] Hvad med en god gammeldags omgang sund, flammende vrede, i stedet? Når først adrenalinen flyder i årene, må selv hypothyreose vige pladsen, i det mindste midlertidigt. Man kan heller ikke være vred og deprimeret på samme tid, og det er altid godt!

Vreden behøver ikke være rettet mod nogen eller en selv, men bare mod "it" (skæbnen, Gud, sygdommen, uretfærd, vejret, forsynet, andet)... Virker uanset hvad er målet, og man kan godt blive forbløffende frisk og tilfreds et stykke tid bagefter. Selv-erfaret sådan ca. en million gange og altid med god effekt. Hvad siger du til det, Jeanette?

Hahaha.. Jaa; angrep er vel det beste forsvar sier noen da. Og jeg blir jo forbanna til tider jeg, og som regel er det på sykdommen eller fastlegen. Har som regel god effekt på sykdommen da Anisa for blir man forbanna blir det jo noen slags resultater ut av det. Samtidig blir vel mange lei av at jeg surver over fastlegen.. Mye bedre om jeg hadde holdt tett og bare gjort tiltak i stedet.

Off topic: Har forresten fått meg en overraskelse i dag; går altså hardt inn for å dempe et litt for overaktivt immunsystem og har tatt intoleransetest på 44 matvarer... Og det jeg virkelig reagerer voldsomt på er; Mais! Ikke reker eller fisk liksom; det reagerer ikke kroppen på i det hele tatt.. Syns det er litt komisk jeg da..

[Jerene]

Jeg var jo ganske så bra i noen mnd her og kom meg ut og gjorde ting, jeg kommer meg ut nå også dersom det er noe jeg liker som feks womens coffemorning her hvor vi er en hel haug damer fra hele verden som kommer sammen og skravler, det er utrolig slitsomt for meg men det eneste holdepunktet jeg har for å føle at jeg er en del av verden jeg også;-)

Jeg blir også veldig sliten av andre mennesker når jeg er lavt. Det tror jeg er ganske vanlig, flere andre her har nevnt det.

Jeg har opplevd at medisinen liksom mister virkningen etterhvert, og at jeg må opp i dose. 50µg satt som et skudd i starten, men etter et par måneder måtte jeg opp, og opp igjen. Jeg vil tro at du har noe av det samme.

Jeg kan tenke meg at det var to hovedårsaker til at jeg fikk disse "trappetrinnene". Den ene var at jeg økte aktiviteten og dermed gikk også behovet for hormoner (= høyere stoffskifte) opp, for å holde tritt med aktiviteten. Men samtidig ble kjertelens produksjon redusert fordi jeg tok medisiner. Altså ble kjertelen skrudd ned langsomt samtidig som jeg trengte mer hormon - og jeg kom i etterhvert underskudd. Mer medisin virket en stund, og så begynte det forfra. Til slutt kommer jeg vel til et platå der hvor kjertelen mer eller mindre er sjaltet ut. Da kommer det meste eller alt av hormoner fra tablettene.

Problemet er at man er nødt til å ha et høyt nivå av T4 i blodet når man går på Levaxin, høyere enn det som er normalt hvis man er frisk og ikke trenger medisin. Det høye nivået tolker hjernen som at kjertelen overproduserer, og så får kjertelen beskjed om å redusere (eller rettere sagt, den får mindre stimulans til å produsere - det ser en på at TSH synker). Det er ikke mer mystisk enn det, tror jeg, uten at jeg skal late som jeg er noen ekspert.

PS: Jeg får nok noen flere dr***dager framover, men det var da godt med i hvertfall en halv god dag. Det er lys i tunnellen.

[Anisa]

Men samtidig ble kjertelens produksjon redusert fordi jeg tok medisiner. Altså ble kjertelen skrudd ned langsomt samtidig som jeg trengte mer hormon - og jeg kom i etterhvert underskudd. Mer medisin virket en stund, og så begynte det forfra. Til slutt kommer jeg vel til et platå der hvor kjertelen mer eller mindre er sjaltet ut.

Det er faktisk en sandhed med modifikationer, Jerene I tråden Atrofi af skjoldbruskkirtlen pga. thyroid-mediciner? "skændes" jeg med en anden om netop denne påstand. Hvis du gider læse tråden, læg mærke til mine kildehenvisninger omfattende fortrinsvis cases medicineret med syntetisk thyroxin, i visse tilfælde i kombination med Liothyronin. Desuden kender jeg og kender til tilfælde hvor "døde" skjoldbruskkirtler fik nyt liv igen på Thyroid-mediciner. Bl.a. sidste UL af halsen sidste år har påvist at min rest-kirtel lever igen efter at have været stendød i ca. 20 år, og bidrager til mit gode FT4 på ca. 30 sammen med (kun) 2-2½ grain Thyroid dagligt.

Så alt håb er ikke ude, fordi man medicineres med Levaxin eller Thyroid, medmindre kirtlen ødelægges af af antistoffer (dem har jeg aldrig haft), men så er det jo en anden årsagssammenhæng end effekten af medicinering.

[Jerene]

Det er faktisk en sandhed med modifikationer, Jerene I tråden Atrofi af skjoldbruskkirtlen pga. thyroid-mediciner? "skændes" jeg med en anden om netop denne påstand. Hvis du gider læse tråden, læg mærke til mine kildehenvisninger omfattende fortrinsvis cases medicineret med syntetisk thyroxin, i visse tilfælde i kombination med Liothyronin. Desuden kender jeg og kender til tilfælde hvor "døde" skjoldbruskkirtler fik nyt liv igen på Thyroid-mediciner. Bl.a. sidste UL af halsen sidste år har påvist at min rest-kirtel lever igen efter at have været stendød i ca. 20 år, og bidrager til mit gode FT4 på ca. 30 sammen med (kun) 2-2½ grain Thyroid dagligt.

Så alt håb er ikke ude, fordi man medicineres med Levaxin eller Thyroid, medmindre kirtlen ødelægges af af antistoffer (dem har jeg aldrig haft), men så er det jo en anden årsagssammenhæng end effekten af medicinering.

Jeg får bare utdanne meg videre, skjønner jeg. Takk for linken, det skal bli interessant å se på modifikasjonene.

PS: Nå har jeg tittet litt på linken, har ikke rukket å lese alt. Men det jeg mente var altså ikke at kjertelen atrofierer/skrumper inn - bare at man etterhvert kan nå til et punkt hvor kjertelen ikke bidrar med nevneverdig hormon lenger - selv om den egentlig er i stand til å produsere mer.