Hvad er orthomolekylær medicin?

[Anisa]

Hvis jeg har valget mellem en "skolemedicinsk læge" og en orthomolekylær læge - vil altid vælge den sidste.

Orthomolekylære læger i dag arbejder efter samme principper alle læger arbejdede før i tiden, hvor hver enkel patient var i sig selv en slags selvstændigt og enestående "forskningsprojekt" for lægen, der havde brugt forstanden, udviklede sin lægekunst og var ikke bange egne iagttagelser, der så førte til en skræddersyet behandling, som passede til netop den pågældende patient. Havde behandlingen vist sig at være utilstrækkelig eller virkningsløs - fortsatte lægen med at lede videre efter løsning på patientens problem...

Det er derfor, at der fortsat eksisterer i hver af os urealistiske forventninger til almindelige læger, da de fleste af os havde, så at sige - fået tilliden til lægerne med i modermælken. Problemet er bare det, at mens alle læger i fortiden var "orthomolekylære", mere eller mindre - er i dag kun de læger, der har et medfødt "læge-gen" fortsat gode læger, med en personlig og engageret indstilling til deres patienter. Disse læger, kan simpelthen ikke gå imod deres egen natur og derfor vedbliver de at være medlevende og søgende på deres patienters vegne... Disse læger er bare i mindretal og tillige ofte skal de også kæmpe mod pres og fordømmelse fra deres "levebrøds-lægekolleger", idet hver gang en orthomolekylær læge vinder kampen mod sygdommen for sin patient - træder de skolemedicinske lægers utilstrækkelighed det tydeligere frem.... Og det kan man jo ikke lide i den skolemedicinske lægestand. Ikke tale om!

At være en orthomolekylær læge kræver ikke alene en konstant faglig udvikling og efteruddannelse.... Det kræver også evnen til at udvikle menneskekundskab, personlig integritet samt civilt mod - for overhovedet at kunne fungere og gå mod strømmen i lægemiljøet, mens man kæmper indædt for hver eneste af sine patienter. Det er min mening om det og det er derfor, at jeg altid vil vælge en orthomolekylær læge. Hvis jeg har råd.... Orthomolekylære læger skal også spise, have klæder og tag over hovedet, som alle vi andre... Derfor skal de tjene penge og det koster penge for hver konsultation.... En udgift for patienterne, vores fælles sygesikringer ikke refunderer.

For underligt nok - vil de nationale sundhedsordninger, rundt omkring, helst støtte alskens pilleudskrivere, uden sans for, at orthomolekylær medicin reelt mest samfundsøkonomisk og helsebevarende. Hvorfor vælger samfundet så det princip, der faktisk vedligeholder sygdommen, og afviser det princip der forebygger sygdom og fremmer sundheden - ja, det må forblive et åbent spørgsmål. Muligvis skal man være ikke rigtig klog selv, for at kunne besvare dette spørgsmål, endsige - støtte disse helbredsundergravende principper vores moderne sundhedsvæsener bygger på.

Vores fælles norsk/dansk orthomolekylær læge Knut T. Flytlie har skrevet en gode artikel om dette emne i 2003. Den artikel må gerne kopieres. Den kommer i næste indlæg.

[Anisa]

Organiseret og uorganiseret medicin

Af læge Knut T. Flytlie

Der er i dag så mange retninger inden for det medicinske område, at det kan være svært at skaffe sig det fulde overblik. Disse mange "skoler" har alle deres bud på sygdommenes forskellige definitioner, årsager, virkning og behandling. Nogle opfatter det som berigende, at anskue sundhed og sygdom fra flere synsvinkler. Andre bekæmper de anderledes tænkende. De mest aggressive er ofte dem, der mener at have patent på sandheden. Disse forskellige retninger har svært ved at udveksle erfaringer, da de samme ord og udtryk har forskellig betydning. Dette skaber ofte forvirring og irritation i skolemedicinske kredse, f.eks. når en patient kommer til lægen for at få undersøgt sine nyre, fordi naturlægen havde sagt, der var noget i vejen. Lægen føler irritation ved gang på gang at konstatere, at disse informationer ikke passer, da urinundersøgelsen for blod er negativ. Den rigtige information ville måske være, at der var fundet en ubalance i nyremeridianens energibane, der tidligst om 10 år kunne risikere at give nyreskade, hvis den ikke blev rettet. Dette ukendskab til hinandens sygdomsopfattelser er frustrerende både for lægen og naturlægen, men ikke mindst for patienten, som ofte føler sig som gidsel mellem stridende parter. Vi kan dog glæde os over mange fælles stræk mellem den kinesiske, indiske og den europæiske medicins biologiske gren.

Officielt er der kun 2 slags medicinen: skolemedicin og den alternative. Førstnævnte er den jeg og andre læger er undervist i på universiteternes medicinske fakulteter. Denne gren af medicinen er nært knyttet til interesser inden for den private farmakologiske industri, og finansieres af de offentlige kasser. Der er skabt en slags symbiose (afhængighed), som gør den ene afhængig af den anden. Læger er nøglepersoner på alle niveauer i dette hierarki: uddannelse, oplysning, forskning, udvikling, fordeling af offentlige og private midler, politisk vejledning, faglig overvågning og kanalisering af testamenterede gaver som ledere af legater og patientforeninger. Dette hviler på stærke traditioner, høj moral og tillid i befolkningen.

På trods af denne solide struktur, er det uofficielle væsen ved at blive stadig mere og mere synligt. Som ovenfor anført, går det traditionelt under betegnelsen "alternativ medicin". Dette har været en broget buket af geniale autodidakter med en usædvanlig viden, blandet med ufaglærte spekulanter. Mange kloge mænd og koner har haft det samme handikap som dagens skolemedicin: man ved en masse om et lille område, men kan ikke overskue helheden. Med en struktureret uddannelse og minimumskrav til færdigheder og kundskaber, kan den uorganiserede medicin blive et seriøst alternativ til behandling af regulative og funktionelle forstyrrelser. De mest kendte alternative tilbud i Skandinavien, kommer fra zoneterapi, kiropraktik, akupunktur og homøopati. Fytoterapi, antroposofisk medicin og orthemolekylær medicin er mindre kendte områder, men praktiseres allerede af flere læger og ligger i gråzonen et sted midt i mellem.

Skolemedicin

Dette er den form for medicin, der undervises i på vore universiteter, og som praktiseres af læger. Dens styrke ligger i det store udbud af effektive kemiske stoffer, med virkning på klart definerede sygdomstilstande. De er velegnede til akutte krisesituationer. Den fik et kraftigt opsving med opdagelsen af penicillinet og den samtidige kemiske revolution. Dens svaghed er den manglende forståelse for helheden, den overfladiske fokusering på symptomer og medikamenternes ofte alvorlige bivirkninger. De kan overtage sygdommens rolle og blive hovedproblemet, hvis ikke lægen samtidig hjælper patienten til en mindre belastende livsstil, der gør medicinen overflødig. De fleste instanser i dette system udsættes for overbelastning, da det ofte har en selvforstærkende effekt. Medicinen fører ikke altid til helbredelse. Ofte skal bivirkninger behandles med anden medicin med nye bivirkninger osv. Objektivt betragtet kan man måske sige, at skolemedicinen lider af stagnation. Den har hverken forstået at inddrage den nye viden om kroppens biologiske funktion i uddannelsen, eller de nye muligheder for årsagsbehandling i sygdomsbekæmpelsen.

De største problemer ligger dog på forebyggelsesområdet. Her synes både faglige og politiske instanser ramt af kollektivt selvbedrag. Milliarder af kroner bliver anvendt i forsøg på at opspore dødelige sygdomme, nogle måneder før de elles ville have afsløret sig selv. Store folkeundersøgelser løber af stablen, for at finde kræftpatienter, på trods af de fleste ikke kan tilbydes en behandling, der ændrer spontanforløbet væsentligt. Resultatet er ofte, at vi skaber unødig ængstelse og risikerer at sygdomsfiksere raske mennesker. Nogle oplever den ubehagelige situation at blive fejldiagnostiseret som syge, selv om de intet fejler, medens andre er syge, uden at det bliver opdaget. Forskere siger det tager 10-30 år at udvikle kræft. Måske burde vi anvende ressourcerne til at stoppe processen, inden den medfører strukturelle forandringer i form af kræftsvulst. Den eksisterende viden er tilstrækkelig.

Orthomolekylær medicin

Mange af de "alternative" behandlingsformer, der udføres af læger, har det fælles træk, at man betragter mennesket som en helhed. "Langt færre mennesker ville være syge og samfundet kunne spare mange penge til medicin og sygemeldinger, hvis uddannelsessystemet var bedre indrettet på at behandle hele mennesket," skriver den danske professor Carl Erik Mabeck i sin bog: "Lægen og patienten".

Udtrykket "orthomolekylær medicin" stammer fra 1968, hvor den dobbelte nobelprismodtager, amerikaneren Linus Pauling første gang anvendte det i en artikel om orthomolekylær psykiatri. "Ortho" er græsk og betyder samme eller lig (med/red.). "Molekyle" er det latinske ord for de mindste byggestene med analoge kemiske egenskaber. Orthomolekylær betyder således anvendelsen af de samme molekyler som kroppen allerede kender, og i de rigtige mængder. I Linus Paulings ånd defineres begrebet som følger:

"Orthomolekylær behandling betyder bevarelse af et godt helbred og behandling af sygdomme gennem koncentrationsjustering af substanser, nødvendige for sundheden, der normalt er til stede i organismen."

Kroppen tilføres kropskendte stoffer, bl.a. vitaminer og mineraler, der sætter den i stand til selv at helbrede begyndende ubalancer og dermed undgå sygdom. Princippet kan også anvendes til at helbrede livsstilsskader. Problemet er, at flere af stofferne skal gives direkte i blodet, da optagelsen fra tarmen ofte er svækket. Effekten forstærkes ved samtidig fjernelse af de blokerende, giftige stoffer fra organismen, f.eks. fjernelse af tungmetaller med EDTA-behandling. Det forventes at dette princip vil vinde frem de nærmeste år, også inden for skolemedicinen.

Bivirkningerne er få og sjældne, og i forhold til almindelig medicin, ubetydelige. Når de optræder, bliver de ofte overdramatiseret af konkurrerende interessegrupper, der med politiske kontakter kan gennemtvinge et hurtigt forbud, alene på mistanken (hajleverolie i Sverige, betacaroten i Danmark og tryptofan i USA). Lægeordinerede præparater er langt farligere!

Kilde: Health News 2003

[Vigdis]

http://www.orthomolecular.org/
Her kan det leses mer om orthomolecularmedisin. Og masse nyttig informasjon om hvilke matvarer som inneholder det vi er på jakt etter, enten det er økning av B-vitaminer, K-vitaminer eller annet i kosten-

Fra siden ovenfor:
Myth: Vitamins are dangerous.

Truth: In over the past 10 years, no one has died from taking vitamin supplements.
According to the "2001 Annual Report of the American Association of Poison Control Centers Toxic Exposure Surveillance System," the number of deaths resulted from taking vitamins is ZERO.