Princessen af Hypothyreodonien

Av Pia Larsen
Pinas Stofskifte Univers
Copyright: Indholdet kan frit bruges til ikke kommercielle formål.

Prinsessen der troede at hun havde ligget på én ært.....

En stofskifte historie, krydret med små tekster fra de velkendte, danske eventyrfortællinger.


Engang for længe siden, i et lille kongerige Hypothyreodonien, gik en prinsesse stille omkring og ømmede sig og følte sig tung om hjertet. Hun var gul og blå over hele kroppen. Og ikke nok med at hun havde stive, ømme, og forkrampede muskler, så frøs hun næsten altid som en lille hund og ofte blev hendes kuldskærhed, afløst af en nærmest feberagtig, influenzahedetur. Hendes seng bestod af 3 virkelig gode, latex madrasser, en dejlig hovedpude fyldt med gåsedun og et stort elektrisk varmetæppe. Og alligevel fik hun aldrig sin velfortjente skønhedssøvn.

Prinsessen havde gennem livet haft mange, eventyrlige venner, som hun tit og ofte havde festet sammen med, til den lyse morgen. De holdt også meget af at tage sammen i det kongelige teater.

Da hun fik sin prins på den hvide hest, holdt de et kæmpe bryllup med gæster fra nær og fjern og festede på slottet i flere dage og nætter. Hun elskede at synge og danse og hun var en rigtig spøgefugl og fuld af energi. Men som årene gik fik hun det værre og værre. Der blev længere og længere mellem festerne, og de eventyrlige venner, begyndte at holde sig væk én efter én efter én. Prinsessen var ikke længere så festlig at tilbringe tid med, og hun var efterhånden så sart et væsen at kun de færreste havde overskud til at tilbringe tid med hende. Hun blev meget hurtigt træt, og hun havde svært ved at kommunikere, og hendes hukommelse var heller ikke hvad den plejede at være. Hun følte sig efterhånden meget ensom og ulykkelig. Bare hun læste en eventyrhistorie, hvor de ikke levede lykkeligt til deres dages ende, græd hun sine bitre tårer. Hun var også næsten holdt helt op med at spise, det var hun fordi, bare hun kiggede på en galopkringle tog hun flere kg på, det gjorde hende voldsomt deprimeret.

Til sidst besluttede hun sig for at opsøge én af kongerigets mange dygtige læger. Grådkvalt forklarede prinsessen lægen, hvor dårligt hun havde det. Lægen rejste sig fra sin lægestol og smilede fortrøstningsfuldt og gik hen til sin lægereol og tog et fortrykt depressionsskema. "Nu skal du gå hjem på slottet og de næste 14 dage, skal du hver dag udfylde skemaet og skrive hvordan du har det. Hvis det så viser sig at du lider af en depression, så må vi overveje at give dig mirakelpiller".

Prinsessen synes meget hurtigt at hun kunne se et mønster i depressionsskemaet, da hun efter et par dage havde beskrevet hvordan hun gik og havde det! Men hvem i hele kongeriget Hypothyreodonien ville ikke falde ind under den kategori, svær depression, hvis de havde det bare halvt så slemt, som den engang så yndige prinsesse havde det.

Hendes ellers så smukke hår var begyndt at fælde som aldrig før. Hun klagede sin nød til sin prins, som straks red ned på det royale apotek. Udvalget var stort. Der var 1001 forskellige kosttilskudprodukter at vælge imellem. Det fantastiske ved disse kosttilskud var at ikke nok med at de f.eks. kunne trylle hår man havde tabt, tilbage på hovedet, så kunne det også få hud og negle til at se ud som aldrig før. Ja! Der var ingen grænser for hvad alle disse kosttilskud kunne udrette af mirakler på en menneskekrop. Men allerede ikke så længe efter, klagede prinsessen igen sin nød ”Mine slimhinder er så indtørret at jeg knap kan synke”.

Denne gang tog prinsen ikke ned på det royale apotek, men kontaktede én af kongeriget Hypothyreodoniens specialister, og da specialisten undersøgte den stakkels prinsesse, udskrev han straks: Gå i orden af dig selv slimhinde medicin. Selv om prinsessen var heldig at have en prins der var både forstående, kærlig, og hjælpsom, havde et godt arbejde uden for kongeriget, var dygtig og arbejdsom, og responderede på hendes mindste vink, så var det ganske vist at hun var meget syg og dårlig, Ja! Måske kunne hun ligefrem dø. Hun tænkte meget over hvordan hun skulle klare et langt liv på slottet, med alle sine mystiske symptomer.

Prinsessen blev da også mere og mere lys/- og lydfølsom og måtte oftere og oftere, sidde eller ligge helt stille, i et rum med nedrullede gardiner, da hun også led af frygtelige migræneanfald. Hun ønskede sig tit at de 3 gode feer, ville flyve en tur forbi hendes vindue og trylle alle de ubehagelige symptomer væk. På trods af sit skrøbelige ydre, havde hun jo trods alt fået prinsen på den hvide hest og det ¼ kongerige. Og det var hendes held, ikke alle andre stofskiftesyge i kongeriget Hypothyreodonien, var så heldige. Mange levede helt alene og opgav kampen for et bedre liv, da de ikke havde overskud til, at overbevise hverken endokrinologen eller lægen om at de havde et lavt stofskifte, eller en anden form for stofskifte problematik. I virkeligheden var stofskiftet voldsomt undervurderet i de faglige kredse i det lille kongerige Hypothyreodonien. Rigtig mange over 50 år fik også ofte denne besked ”Det er overgangsalderen” når de klagede deres nød over alle deres mærkelige symptomer. Og hvad kunne man lige stille op med den besked?

Prinsessen havde nu gennem flere år, haft besøg af mange forskellige læger og en skønne dag sagde én af de mange læger, ”Du skal da ha en henvisning til en endokrinolog. Du har jo diagnosen; hypothyreose, en lille struma, og så har du noget der hedder Hashimotos Thyreoiditis".

Nu skulle prinsessen i behandling. Glæden på slottet var stor, hun fik næsten håbet tilbage om snarlig bedring og tog forventningsfuldt, sammen med prinsen op på et af hospitalerne i kongeriget Hypothyreodonien. Her fik hun taget blodprøver. Endda de relevante, TSH, T4 total, T4 frit, T3 Total, T3 frit. Normalvis var det således at hvis hormonblodprøven TSH lå indenfor de oldennordiske grænser 0,5 – 5,0, så fravalgte det royale laboratorium pr automatik, ikke at tage andre hormonblodprøver. Prinsessen fik en recept på Eltroxin og siden hen på Euthyrox og troede således at hendes lykke var gjort.

I 2003 (det er nu i skrivende stund, 10 år siden) blev TSH referænceværdi ændret af American Association of Clinical endokrinologer (AACE) , fra de nuværende 0,5-5,0 til 0,3 til 3,0. Grunden til at man nedsatte referænceværdien for TSH, var at nå at få fat i alle dem, der lå lige på grænsen, altså havde det man kalder en subklinisk hypothyreose (lavt stofskifte) inden sygdommen for alvor invaliderede den stofskiftesyge. Og det er ganske vist...

Prinsessen gik nu til faste kontroller hos endokrinologerne i 5 lange år, og den ene gang efter den anden, blev hun forsikret om at hendes blodprøveværdier var helt normale og hendes stofskifte var smukt reguleret. Prinsessen syntes at det lød meget mærkeligt at hendes stofskifte var så smukt, når hun havde det så skidt, men hun kendte på det tidspunkt, intet til stofskiftet. Først senere hen gik hun hen på det kongelige bibliotek, og lånte alle de bøger man kunne der handlede om stofskiftet.

Eltroxcin-tiden og Euthyrox-tågen havde sat sine uudslettelige spor, hos den ellers ganske nydelige prinsesse, og hun følte at hun nærmest var blevet lukket inde i en osteklokke. Hun følte sig også som en indtørret rosin, og hun kunne ikke længere huske ting, hun havde også svært ved at kommunikere, og så var det ikke særligt passende for en prinsesse, hele tiden og uafbrudt at skulle på toilettet og tisse.

Hun havde fået en lille bitte selskabssyg hund som hun kaldte Rex. Men gåturerne med den lille bitte royale hund blev kortere og kortere, for hun følte at hun gik rundt på betonben, tunge og smerteplagede, hævede prinsesse to ben. Hun følte sig nærmest kemisk dehydreret og blev enig med sig selv om at hun selv måtte gøre noget. Hver eneste dag i mere end et år, udførte hun et skræddersyet stræk/- og træningsprogram, men ak og ve, lige meget hjalp det. Senere blev hun dog alligevel klar over, at det havde gjort hende gavn og havde været bedre for hende, end slet ikke at have sørget for en minimal muskel blodgennemstrømning.

Da 5 lange opslidende år var gået, var det kun hendes prins, der lige akkurat kunne holde ud at være i hendes selskab. Og selv for ham var det efterhånden en meget sørgelig historie. Hun begyndte at tro at det var hende der var noget galt med, eftersom alle endokrinologer og læger forsikrede prinsessen om at alt var som det skulle være. Hun var åbenbart den eneste i hele kongeriget Hypothyreodonien, der ikke kunne se den gavnlige virkning som den syntetiske T4 medicin skulle have.

Men som tiden sneglede sig af sted og prinsessen jo hverken fik det bedre på Eltroxin eller Euthyrox, spurgte hun gang på gang sit spejl ”Lille spejl på vægen der, hvem skal jeg tro på i kongeriget her” og spejlbilledet svarede hver gang ”Kære prinsesse, lyt til din egen indre stemme, hvad de vise mænd siger kan du glemme”. Problemet var, at lige meget hvilken endokrinolog prinsessen mødte på sin vej, så sagde de alle hver og én, helt uafhængigt af hinanden ”Du skal have syntetisk T4 medicin” og hver gang svarede prinsessen ”Duer ikke! Væk”.

Gode råd var dyre. Det stod efterhånden helt klart for prinsessen at den syntetiske T4 medicin, forværrede hendes situation! Prinsen som ikke var tabt bag en guldkarret, sagde til sin prinsesse, ”Vi må søge til vi finder en læge, der kan fjerne forbandelsen”. Prinsessen som næsten helt havde mistet troen og håbet igen, nikkede bedrøvet. Hvad skulle hun gøre uden sin elskede prins.

De ledte østen for sol og vesten for måne efter en læge, der var villig til at udskrive en mixtur, der kunne fjerne forbandelsen, alt imens voksede op en kæmpe tjørnehæk. Efter mange, mange år lykkedes det endelig! Lægen spurgte prinsessen ”Hvordan har du det”! Hun begyndte at græde, det var der aldrig nogen læge i hele kongeriget Hypothyreodonien, der havde spurgt hende om.

Lægen besluttede at prinsessen skulle prøve noget der hed; stofskiftehormon medicin; Thyreoid, eftersom hun både havde Hypothyreose og Hashimotos Thyreoditis! Hun var nu også blevet klar over at hun havde et problem med at forvandle T4 til T3. Og i Thyreoid var jo både; T4, T3, T2, T1 og Calcitonin og det var en mixtur, hendes krop rigtig godt kunne lide.

Faktisk havde man i mange år i det lille kongerige Hypothyreodonien, brugt tørrede skjoldbruskkirtler fra de tre små grise, som var anvendt til at fremstille stofskiftehormon medicin; Thyreoid. Men prinsessen var også på det sidste blevet klar over, at der faktisk fandtes andre prinsesser og faktisk en del prinser i det lille kongerige Hypothyreodonien, der godt kunne tåle Eltroxin og Euthyrox og tilsyneladende havde det godt med det. Det var alle dem der ikke kunne forvandle T4 til T3, som havde livsvigtigt brug for en anden mixtur af enten tilskud af Liothyronin (T3) i kombination med Eltroxin eller Euthyrox, eller stofskiftehormon medicin, Thyreoid.

Prinsessen låste sig nu inde i fangetårnet, mens den magiske stofskiftehormon mixtur; Thyreoid skulle redde hende fra forbandelsen, der havde overtaget hendes krop. Prinsessen trappede således langsomt ud af Euthyrox og indkørte lige så langsomt Thyreoid. Hendes mange forfærdelige, bivirkninger der stammede fra Eltroxin og Euthyrox, stod nu i kø for at forlade hendes forpinte krop.

Efter måneders indtagelse af Thyreoid og restitution, vendte livskraften tilbage til hendes celler. Hun sendte en brevdue af sted med det glade budskab til sin prins. Og en skønne dag ikke så lang tid efter, kom prinsen ridende på sin hvide hest. Han sprang elegant af hesten og råbte "Rapunzel, Rapunzel slå ud dit lange, tykke hår". Thyreoiden havde gjort sin virkning, blot fordi hendes krop var blevet tilført T3. Den helt særlige livseliksir; T3 havde nu rejst rundt i hendes krops nedslidte celler og hendes hår voksede og voksede og blev tykkere og tykkere. Prinsessen løsnede sit hårbånd og slyngede det meget lange, tykke hår ud af fangetårnets eneste vindue. Prinsen greb om hårpragten og prinsessen trak sin elskede op i tårnet. Han omfavnede hende og sagde højt, ”Jeg har fået min prinsesse tilbage”.


Kilde:
Pinas Stofskifte Univers
Copyright: Indholdet kan frit bruges til ikke kommercielle formål.