Abulia - hypothyreosens hormonale lobotomi

[Anisa]

Inspireret af Qa i tråden Leve "langsomt"? Hvordan fungerer det hos dere?

Der fik du mig (og andre) til at tænke, du kært menneske. Jeg kan godt forstå dig.

I virkeligheden er alle tilstande vi udvikler som følge af primær hypothyreose - både velkendte, udforskede eller er aktuel genstand for forskning. Det ser ud til, at der findes gode forklaringer på det meste (om ikke alt) vi oplever ved os selv, efter at vi er blevet syge af hypothyreose og dette tiltagende, både i takt med sygdommens "alder" og.... uanset om vi er i behandling eller ikke.

Er vi i behandling (jo tidligere jo bedre) udvikler vi færre neurobehaviorale funktionsfejl. Er vi ikke i behandling (de mange tusinder mennesker med diagnose "subklinisk hypothyreose") - udvikler vi flere neurobehaviorale funktionsfejl. I begge "kategorier" er disse neurobehaviorale funktionsfejl kun delvis reversible alene i kraft af en påbegyndt behandling. Der skal en genoptræning til, som ved alle andre hjerneskader, fordi hypothyreose skader hjernen, som den skader alle andre organer. Jo tidligere diagnose, jo bedre. Jo tidligere igangsat behandling jo bedre.

Jamen vi hører så meget om lægernes "frygt" for, at en "for tidlig" behandling vil få skjoldbruskkirtlen til at skrumpe (atrofiere) og dermed reduceres chancen for helbredelse af hypothyreose. "Vi venter og ser hvordan det går om tre måneder" hører de "subkliniske" kun alt for ofte.... og gentagende gange. Nogle af os parkeres som "subkliniske" allerede ved TSH på 2-3. Andre er "subkliniske" indtil deres TSH er steget til over 10. Det står enhver læge frit at dømme en patient "subklinisk" afhængig af, hvad lægen selv tror på og mener". Det er der ikke meget "videnskab" i, men de vælger jo selv, hvordan de vil fortolke teorien i praksis. Det gør præsterne også når de fortolker Biblen i kirken om søndagen. Det samme gør lægerne i lægetemplerne på lægeklinikker rundt om i landskabet.... Forskellen er dog, at mens vi bliver ikke (mere) syge af præsternes tro - bliver vi det af lægernes....

Ofte går der både 5-10 eller flere år før lægerne har opgivet "håbet" om en spontan helbredelse og omsider sætter patienterne i behandling. Problemet er blot, at på dette (sene) tidspunkt er neurobehaviorale funktionsfejl allerede fuldt udviklede og, stort set irreversible. Lægernes vægren ved at sætte patienterne i behandling er kommet til at koste patienterne både hjerneskader og patientjournalerne fyldt med alskens fejldiagnoser, den ene ofte mere fantasifulde end den anden. Den lange liste over fejldiagnosticeret hypothyreose kan ses bl.a. på Wrongdiagnosis.com, men klik ikke på linket før I har god tid: der er over 880.000 træf på søgekriterie: "hypothyroidism misdiagnosis". Alt sammen pga. opfindelsen af diagnose "Subklinisk Hypothyreose"!

Hvad er så disse neurobehaviorale funktionsfejl?

Neurobehaviorale funktionsfejl er fysiologiske skader på hjernens administration af følelser, adfærd og indlæring. Disse skader lader sig ikke behandle psykiatrisk/psykologisk. Det er fysiologiske skader og som sådan lader de sig kun mildne gennem en effektiv behandling for de underliggende årsager. Her hjælper hverken psykofarmaka så rundhåndet udskrevet af psykiatere og her hjælper ikke psykoterapi, elektrochok eller andet lægerne kan finde på i deres mangel-på-viden-induceret søgen efter passende diagnoser for de neurobehaviorale funktionsfejl-ramte. Her hjælper kun en ordentlig behandling af thyreoideahormonmangel, ledsaget af behandling af sekundære hormonskader på andre kirtler, som undervejs i sygdommens forløb har holdt os gående, mens skjoldbruskkirtlen gik mere og mere til grunde. Men....

.... denne ledsagende udredning endsige støttende behandling for de sekundære hormonskader på andre kirtler, som følge af primær thyreoidea-hormonsygdom... får vi ALDRIG. Hverken når vi selv beder og tigger lægerne om det, eller når lægemiddelproducenter direkte henstiller til at lægerne gør. Lægerne (som præsterne) ved bedst og vi står så tilbage med neurobehaviorale funktionsfejl, der er ved at ødelægge vores liv og vores familiers liv.


Fortsættes....

[Anisa]

Inspireret af Qa i tråden Leve "langsomt"? Hvordan fungerer det hos dere?

Jeg er jo blitt mye mer distre igjen også. Leverer ting for sent og slikt. Og den minste lille ting som krever konsentrasjon, får jeg hodepine. Dette er også blitt verre etter det skjer mer i livet mitt igjen.

Hvordan fungerer dere ut fra ulike settinger. Hvilken effekt har stress på deres symptomer, og hvor mange av dere reagerer negativt på fysisk aktivitet.

I roligere perioder er dere bedre da? Altså er man friskere når man kan leve "langsomt"?

Men når jeg skal gjøre noe kjenner jeg meg så urolig igjen. Jeg prøver litt her og litt der, men klarer jo ikke å gjøre så mye. Til slutt må jeg bare sette meg ned, eller gjøre noe enkelt. Altså som f.eks. å brette klær, da vet jeg hva jeg skal og klarer holde oversikt.

Merkelig at det blir sånn. Før var jeg effektiv, nå går jeg ofte rundt og vaser og surrer uten å få gjort noe. Gjør litt her og litt der, men klarer ikke fortsette.

Det var jeg også.... effektiv. I dag er jeg kun effektiv når det er lysten som driver værket. Når det er pligten, er jeg handlingslammet og dagene går, en efter en uden at jeg kan "tage mig sammen" til det pligtbetonede.

Det er som om der er gravet en dyb kløft mellem hensigt og handling. Når praktiske (også livsvigtige) beslutninger skal tages.... bliver jeg dødsenstræt og søvnig. Mit sind bliver lammet, tankerne bliver træge, kroppen siger fra og modarbejder mig i at kunne slå en bro over kløften mellem hensigten og handlingen. Noget som før sygdommen og i begyndelsen af den, var ganske automatisk og er sket med det samme når noget skulle gøres. Gudskelov at det er (altid) lysten som driver mit arbejde. Ellers var jeg for længst død af sult og kulde....

Set udefra er jeg en idiot, der bare er doven og gider ikke det "sure". Men jeg ved jo, hvad jeg selv oplever inderst inde: drømmen om at få pligterne fra hånden og have efterfølgende en oplevelse af, at tingene er i orden og at jeg, med god samvittighed, kan fordybe mig i alt det jeg har lyst til. Desværre findes kløften fortsat mellem hensigt og handling. Jeg står ved kanten, ser længselsfuldt over mod "handlingen", og kan ikke tage skridtet ud for at føre hensigten og handlingen sammen.

Det er som om viljen og styrken kan ikke længere finde sammen og når en udløsende beslutning om at gå i gang skal træffes.... ved jeg ikke hvordan man gør. Hvordan træffer man en beslutning? Det er noget man bare gør, ikke? Jeg ser viljen og jeg ser handlingen, men jeg kan ikke bringe dem sammen. Hvorfor kan jeg ikke træffe en konkret afgørelse nu, hvor det før sygdommen nærmest var, at begge: beslutningen og handlingen var så tæt integrerede i hinanden, at en hensigt var ensbetydende med en handling. Hensigten udløste handlingen i det øjeblik hensigten blev til.

I samme øjeblik jeg før ønskede at udføre noget - var planen og logistikken på plads, nærmest uden forudgående overvejelser. Alle disse forberedelser til at udføre en opgave havde sin egen frekvens udenom min bevidsthed... Jeg behøvede ikke tænke over tingene. Jeg gjorde dem bare og jeg gjorde det effektivt, rationelt, fejlfrit og nærmest på ryggraden.

I dag kan det ikke lade sig at gøre. Jeg har alle puslebrikker liggende foran mig. Jeg glor på dem og jeg ved hvad de betyder/forestiller.... jeg ved hvor de enkelte brikker hører til, men at flytte dem ind i et sammenhængende mønster kan jeg ikke, selv om jeg ved hvordan man gør. Jeg kan bare ikke gøre det. "Noget" holder mig tilbage og hindrer mig i at prioritere hvilken brik skal jeg vælger først eller sidst. Søvntrangen overmander mig jo mere jeg forsøger at fokusere på valget..... Men skak? Skak kan jeg spille så godt som nogensinde og.... vinder. Hvad sker der?

Jeg har efterhånden en følelse af, at mine hjernecentre ikke længere samarbejder og hvis nogen fristes til ikke at tro på mig, fordi jeg er jo så - øh - velformuleret, frisk på tasterne, logisk og med overblik over emnerne jeg skriver om - kan de roligt tro om igen. Det er vand i sammenligning med mit liv i tiden før hypothyreose. I dag oplever jeg mig selv lobotomeret, i fuld erkendelse deraf. Jeg ved jo ikke mindre end før og hele det store lager af viden jeg har tilegnet mig gennem mit liv - det er intakt. Jeg ser ordet uden at kunne udtale det... det hedder sig at hukommelsen er dårlig, men hvordan kan hukommelsen være dårlig når jeg ser morgenfruen for mit indre blik, men ordet m-o-r-g-e-n-f-r-u-e vil bare ikke ud af munden på mig? Jo mere jeg anstrenger mig for at huske ordet, jo længere væk driver det fra mig, samtidigt med at det indre billede af morgenfruen zoomer tættere og tættere på, som om den ordløse del af hjernen forsøger at hjælpe og tilbyder billedet i stedet, hvilket ikke nytter noget, fordi billedet kan jeg ikke formidle, når jeg skal bruge ordet, vel?

Klokken er 10. Mad. Jeg er sulten, mærker jeg. Jeg skal lave mad.... Det skal jeg også 2 timer efter, og senere 5 timer efter. I mellemtiden er jeg mere og mere sulten, men kan ikke tvinge mig selv til at få det gjort. Tanken om at skrælle en kartoffel fremkalder en uimodståelig søvntrang igen-igen. Vorherrebevares! Man skal bare tage en kartoffelskræller og stille sig ved køkkenvasken, få kartoflen skrællet, vasket og smidt i gryden med vand og lidt salt. Alt det ved jeg jo.... med billeder for det indre blik, men ikke i tanken. Igen føles det som om imulsen fra sulten og tanken formår ikke at flytte min arm. Klokken er 22 og jeg er fortsat sulten... nu er jeg også træt og tankerne er træge. Jeg har ikke lavet mad i dag. Endnu en gang har jeg ikke spist en hel dag.

Vinduerne bør pudses. Jeg ser for mit indre blik en spand og en klud, og en vandskraber... Det har jeg nu gjort i mindst 4 år. Vinduerne er fortsat ikke pudsede og hver gang jeg gerne vil tage mig sammen (jeg ved jo hvordan man gør), bliver jeg lammet af en træthed helt til benmarven og øjnene falder i et anfald af akut søvtrang. Øjenlågerne er blytunge og jeg sover selv om jeg ikke sover.... Hvad sker der? Jeg ville jo bare pudse vinduet.... hvor svært kan det være?

Jeg kan gøre ALT blot jeg gør det spontant. Jeg kan få gjort det utroligste, hele verden kan jeg klare uanset hvor kompliceret, sammensat og krævende en opgave jeg er i gang med.... bare jeg ikke tænker tanken inden jeg starter. Der er det øjensynligt andre mekanismer som kommer i funktion, blot forlods krav om overblikket cuttes af: jeg er jo i bund og grund både effektiv og dygtig. Så her er der både mine gamle rutiner og mit ubevidste som driver handlingen frem og det lykkes altid. Indtil jeg (ved et uheld) tænker over det jeg gør.... og så bliver spanden, pennen, sytøjet eller andet jeg var i gang med - efterladt i flere dage, uden at jeg kan formå at rydde op efter dette afbrudte gøremål, endsige genoptage det. Jeg ser på det, jeg bliver ked af hvad jeg ser, men jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg skal få det fjernet fra mit åsyn.... Lobotomi er aktiv igen.

Før var jeg nærmest uhyggelig velstruktureret, lige så uhyggelig systematisk og rationel - jo kedeligere opgave jo hurtigere og mere effektivt den skulle udføres, idet der var jo ingen grund til at trække noget så kedeligt ud, vel? "Is-i-maven" var mit mellemnavn! Det var det utroligste jeg kunne nå på en dag, såvel det fornøjelige som sure pligter. I dag bliver jeg totalt lammet så snart noget skal struktureres, systematiseres og dannes et overblik over. Det udløser en øjeblikkelig uimodståelig søvntrang og dødelig træthed i hele kroppen. Kommer nogen forbi og stiller mig spørgsmål om hvad, hvornår eller hvordan bliver jeg ligeledes overmandet af uimodståelig søvntrang og lammende træthed i hele kroppen. Og så ønsker jeg mig den spørgende ad pommern til!

Min søn kalder det for stress. Jeg kalder det for en senfølge af over 20 års undermedicinering med Eltroxin: Abulia og ingen kan tale mig fra det (mere)!

[Anisa]

Min søn kalder det for stress. Jeg kalder det for en senfølge af over 20 års undermedicinering med Eltroxin: Abulia og ingen kan tale mig fra det (mere)!

Abulia, Aboulia, Abuli
Disorders of Diminished Motivation (DDM)

Definition: (fra græsk: "αβουλία", der betyder "ikke-vil"), inden for psykologi sygelig mangel på vilje. Abulia er en tilstand, hvor en person synes at have mistet vilje eller motivation. Aboulia eller Abulia i neurologi henviser til en manglende vilje eller initiativ og hører hjemme i kategorien Disorders of Diminished Motivation (DDM). En patient med aboulia er ude af stand til at handle eller træffe beslutninger uafhængigt af hinanden. Det kan variere i sværhedsgrad fra delvis til total. Et eksempel på abulia er, når en overlevende efter slagtilfælde undlader at bevæge en arm eller et ben, selvom den del af hjernen til at udføre bevægelsen er ubeskadiget. Abulia blev oprindeligt anset for at være en vilje-defekt.

Beskrivelse: Abulia er ikke en sygdom, men snarere er det et symptom i forbindelse med forskellige former for hjerneskade. Abulia kan forekomme i forbindelse med en række forhold, herunder slagtilfælde, hjernesvulst, traumatisk hjerneskade, blødninger i hjernen og eksponering for giftige stoffer, f.eks. fluor. Første gang var det i de tyske koncentrationslagre at man med overlæg har påført fangerne abulia ved anvendelse af fluoriseret drikkevand. Det samme skete i Stalins arbejdslagre idet fluor med tiden mindsker den enkeltes kompetence til at modstå dominans, ved langsomt ødelæggelse af hjernevævet i frontpandelapper. Samme skidt børster vi tænder med, endda relativt frivilligt, hjulpet kun af reklamerne og tandpassere.

Årsager og symptomer: Aboulia har været kendt i medicinen siden 1838. Men i den tid har definitionen af aboulia været udsat for mange ændringer, nogle endda i modstrid med tidligere. Aboulia er beskrevet som et tab af drive, udtryk, ændring/forringelse af adfærd og talegengivelse samt reduktion af spontanitet og initiativ samt forringelse af foretagsomhed.

En person med abulia synes at have reduceret vilje eller motivation til at foretage sig noget konkret eller indlede en samtale. En sådan person kan synes apatisk, uinteresseret, asocial, stille eller tavs, fysisk langsommere og følelsesmæssigt fjern.

Nogle forskningsresultater tyder på, at abulia opstår på grund af fejl i hjernens dopamin-afhængige kredsløb. Der er flere og flere beviser for, at det mesolimbiske og det mesocortical dopamin systemet der er nøglen til motivation, lydhørhed og belønning, hvorfor aboulia anses for at være en dopamin-relaterede dysfunktion. Abulia er blevet bemærket hos patienter, som har lidt af hjerneskader på grund af slagtilfælde, blødning i hjernen fra et bristet aneurisme, trauma, hjernesvulst, neurologiske sygdomme (såsom Parkinsons sygdom), psykiske tilstande (f.eks. svær depression eller skizofreni), og eksponering for giftige stoffer. Skader på frontlapperne (det område i hjernen der er ansvarlig for højere tænkning) og/eller skader på ganglier (det område i hjernen der er ansvarlig for bevægelse) kan forstyrre patientens evne til at indlede tale, bevægelser og social interaktion.

Diagnose: Abulia er ikke en individuel diagnose. Det er et symptom, der normalt opstår som en del af en konstellation mellem flere symptomer, der ledsager en specifik lidelse. Diagnosticering af den underliggende sygdom afhænger af symptomer der overlapper med abulias. Psykologisk interview, MR, ultralyd eller computertomografi (CT) til billeddannelse af hjernen, EEG, blodprøver og neurologiske test kan alle bruges til at diagnosticere den underliggende tilstand.

Behandling: Der findes ingen specifik behandling af abulia. Det er den underliggende tilstand/sygdom som skal behandles. Patienter, der har lidt hjerneskade som følge af slagtilfælde, blødning eller traumer vil få gavn af genoptrænings-programmer for genvinding af tidligere færdigheder (Se også Genoptræning af endokrine patienter). Forskning har set på muligheden for at behandle abulia med medicin, der fremmer aktiviteten af dopamin i hele hjernen, men det er langt fra at blive en standard behandling.

Prognose: Prognosen for abulia afhænger af prognosen for den underliggende sygdom, abulia er en sekundær tilstand til.


Læst undervejs:

• Aboulia
• Abulia
• Neurobehavioral Functioning in Thyroid Disorders
• Thyreoidea-sygdom og psykisk helbred
• It is well known that hypothyroidism can result brain damage and intellectual impairment.
• Thyroid Hormones in Brain Development and Function
• Association between dementia and elevated TSH: a community-based study
• Insufficiency of thyroid hormones in the adulthood causes a wide range of cognitive dysfunctions, including deficits in learning and memory.

[akas]

Åh, hvor jeg kenner meg igjen i ditt andre innlegg i denne tråden, Anisa.
Det er som om jeg skulle formulert det selv (hvilket jeg ikke har sjanse til nå). Og jeg kjenner meg alltid maktesløs overfor disse oppgaver.

[Qa]

Enig, det var mye jeg kjente meg igjen i det du skrev. Og det som på mange måter illustrer og oppsumerer ting godt her er dette:

........
I dag kan det ikke lade sig at gøre. Jeg har alle puslebrikker liggende foran mig. Jeg glor på dem og jeg ved hvad de betyder/forestiller.... jeg ved hvor de enkelte brikker hører til, men at flytte dem ind i et sammenhængende mønster kan jeg ikke, selv om jeg ved hvordan man gør. Jeg kan bare ikke gøre det. "Noget" holder mig tilbage og hindrer mig i at prioritere hvilken brik skal jeg vælger først eller sidst.

Jeg skal lese linkene dine ved en senere anledning, når jeg har kapasitet til det. Takk for nyttig og ny informasjon!