Thyreoideahormonresistens - ikke kun genetisk

[Anisa]

Om almindelig og sjælden forekomst af thyreoideahormonresistens:
En diskussion baseret på mekanismer bag thyreoideahormoners nedsat følsomhed i de perifere væv.

E. Tjørve (Corresponding author), K.M.C. Tjørve, J.O. Olsen, R. Senum, H. Oftebro
Lillehammer University College, 2626 Lillehammer, Norway
Received 16 December 2006; accepted 10 January 2007

Summary: Reduceret følsomhed over for thyroideahormoner (TH) i de perifere væv kan forekomme som fejl ved transport af thyreoideahormon til cellen; intracellulære metabolisme af thyreoideahormon; cytosol mekanismer ("cytosol" = intracellulære væske); thyreoideahormonernes adgang til cellekernen og thyroxin receptorer samt binding til receptorer; RNA-syntese*) og RNA-modning**). Nuværende litteratur afslører en omfattende liste af mutationer, lægemidler, toksiner, metabolitter og autoimmune antistoffer, der kan forringe thyreoideahormonernes effekt i cellen, men en sådan svækkelse kan ikke blive opfanget af analyser af thyreoideahormoner eller TSH i blodplasma.

Diverse stoffer kan fremkalde en vævsspecifik resistens over for thyroid hormon f.eks. ved at påvirke antallet af forskellige TR(eceptorers) isoformer. Seneste litteratur viser også mekanismer, hvor forskellige forhold, som f.eks. eksempel kronisk træthedssyndrom (CFS), kronisk nyresvigt (CRF) samt nonthyroidal sygdom, kan ledsaget af erhvervet thyreoideahormonresistens forårsage hæmning af thyreoideahormon-metabolisme; thyreoideahomonernes optagelse i cellerne, thyreoideahormonernes bindeevne (protein/receptor) samt medvirken til RNA-syntese. Dette tilskynder os til at revurdere de hidtidige antagelser om almindelig eller sjælden forekomst af medfødt og erhvervet thyreoideahormonresistens.

Vi antager, at de kendte kliniske symptomer på hypothyreose hos behandlede euthyroid patienter er typisk forårsaget af ændringer i hormonelle systemer, autoimmune antistoffer, metabolitter eller andre stoffer i kroppen, der fører til nedsat følsomhed over for thyreoideahormoner i det perifere væv. Disse ændringer kan være et biprodukt af andre processer og en reversibel biologisk reaktion i kroppen, der kan pådrage patienterne en kronisk erhvervet thyreoideahormonresistens. Antistoffer kan vise sig at være den mest almindelige årsag til kronisk reduktion i thyreoideahormonernes effekt i kroppens celler. Det hævdes, at den erhvervede form af thyreoideahormonresistens, forårsaget af såvel endogene (indre) som eksogene (ydre) årsager, kan være mere udbredt end den medfødte, som f.eks. med insulinresistens. Såfremt patienten lider af erhvervet thyreoideahormonresistens, vil det sandsynligvis ikke blive påvist i blodprøverne. En passende test for at vurdere thyreoideahormoners effekt i de perifere væv er derfor i høj grad ønsket.

Frit efter: On commonness and rarity of thyroid hormone resistance: A discussion based on mechanisms of reduced sensitivity in peripheral tissues

*)RNA-syntese: I cellen dannes (syntetiseres, transkriberes) RNA vha. enzymet RNA-polymerase under aflæsning af et DNA-molekyle. Processen indledes ved, at de to strenge i DNA-dobbeltspiralen adskilles i et begrænset område kaldet promotoren, hvorefter den ene DNA-streng (template) anvendes som skabelon for dannelsen af et enkeltstrenget RNA-molekyle ud fra de fire ribonukleosid-trifosfater: adenosin-, guanosin-, cytidin- og uridintrifosfat.

**)RNA-modning: Det nydannede RNA kaldes umodnet RNA eller precursor-RNA (eng. 'forløber'), og afhængigt af RNA-type og organismens art sker der en række kemiske ændringer af molekylet i et nøje fastlagt mønster, såkaldt RNA-processering. Desuden ændres den kemiske struktur af enkelte nukleotider ved en proces kaldet RNA-modifikation. Typisk påsættes eller fjernes enkelte methyl- og aminogrupper på sukkerdelen eller basen af nukleotidet; mere end 90 forskellige former for RNA-modifikationer er kendt.

Hvad er RNA og hvorfor er det så skæbnesvangert, når vi er resistente over for thyreoideahormon? RNA, (fork.f. eng. ribonucleic acid), ribonukleinsyre, kædeformet makromolekyle, der indgår som en vigtig bestanddel i alle organismers cellulære maskineri. RNA-molekyler anvendes som transportør af genetisk information eller indgår som vigtige komponenter i celleprocesser.

"Vigtige" er i denne sammenhæng en underdrivelse, der kendetegner det vage medicinske fagsprog. Lad os hellere kalde denne sammenhæng ved dens rette navne: uundværlig, livsvigtig, livsbevarende for kroppens celler, og så er det lige pludselig noget helt andet vi begynder at fatte om thyreoideahormonernes uundværlighed, livsvigtighed og livsbevarende betydning når resistensen over for de selvsamme hormoner (eller hormonmangel af andre årsager) ødelægger (alle) kroppens helsebevarende funktioner.

[paxx]

Tak for link, det er spændende men også lidt trist læsning, for tænkt hvis det er det man fejler, så er det jo nok usandsynligt at man kan blive rask ved at tage T4/T3/Erfa.

[Anisa]

Længe siden...

Tak for link, det er spændende men også lidt trist læsning, for tænkt hvis det er det man fejler, så er det jo nok usandsynligt at man kan blive rask ved at tage T4/T3/Erfa.

Både og... tror jeg. Alt hvad der er "erhvervet" må kunne "afhverves" tilbage, under rette betingelser. Men så længe thyreoidearesistens er til stede....

Hvad sker i kroppen ved den genetisk betingede thyreoideahormonresistens? Niveauerne af FT4 og FT3 stiger "uforholdsmæssigt", TSH falder "uforholdsmæssigt" og i de fleste tilfælde hvor hormonresistens-tilstanden ikke er påvist/diagnosticeret hos hypothyroide patienter - reducerer lægerne patientens medicindose fordi de fejlbedømmer tilstanden til at være "hyperthyreose", uanset at patienterne plages med hypothyreose-symptomer.

Ude i verden behandler man patienter med thyreoideahormonresistens med "overdoser" af medicin, netop for at i det mindste en del af den skal kunne "presses" ind i kroppens celler, men jeg har personligt aldrig hørt nogen berette om tilsvarende behandling i vore lande.

Som jeg ser på det, bliver de hormonresistente ikke friske - mere pga. mangel på medicinsk viden om fænomenet blandt almentpraktiserende læger og thyreoidea-uinteresserede endokrinologer (flertallet af), end pga. selve hormonresistensen.

Årsagen til den manglende viden er myten om, at thyreoideahormonresistens er "uhyre sjælden" og når noget er "uhyre sjældent" kan det umuligt gælde den patient som står foran een.... Og på denne måde, kan thyreoideahormonresistens forblive "uhyre sjælden" og alle er glade undtagen patienten. Når den videnskabeligt forsvarlig tvivl afløses af en tro-baseret ræsonnement - har det mere hjemme i kirken, end på et læge-kontor.